Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/94

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

den anden Side havde at udrede eller at modtage, var uafhængig af Personernes Antal. Manglede noget Led paa nogen af Siderne, beregnedes den paa samme faldende Bod ligefuldt[1], og udrededes da i Tilfælde af Drabsmanden, og oppebares af den nærmeste Arving efter den Dræbte, altsaa af Søn eller Fader, hvilke, hvis de begge var til, delte Boden. Drabsmanden indesluttede derfor ogsaa sin Søn og Fader i sin Bod. Døde Drabsmanden, maatte hans Arving overtage hans Forpligtelse. Blev han derimod fredløs, var der naturligvis ikke Tale om nogen Bod, men kun om Hævn[2].

De paa Mandssiden beslægtede bødede for hver Klasse visse Bauger (ɔ: Ringe af en vis Vægt), deraf Benævnelsen bauggildismenn; de mandlige Beslægtede paa Kvindesiden inddeltes ligeledes i visse Klasser; men Bøderne regnedes her til en vis Pengesum for hver Person; deraf Navnet nefgildismenn. Endvidere var de nærmeste Besvogrede paa begge Sider: Stedfader og Stedsøn, Svigerfader og Svigersøn samt Svoger (námágar) pligtige at bøde. Ogsaa de nærmeste kvindelige Beslægtede paa begge Sider, Moder, Datter, Søster og Kone, skulde udrede saakaldte kvenngjafir til hinanden; men forresten regnedes Kvinder hverken med blandt Udrederne eller Modtagerne af Bøderne, med mindre en ugift Kvinde var eneste Arving (baugrýgr). jfr. G. L. 275, F. L. VI. 4. – Endelig skulde der udredes Bøder af og til de nærmeste tybaarne Frænder: Søn, Broder, Farbroder og Morbroder, og Halvsødskende: sammødre Broder, Farbroder og Morbroder (sakaukar), samt endelig en Kjendelse for det endelige Forlig

  1. G. L. 229: Nú skal vegandi hafa með sér í søkum føðurbróður ok bróðurson, ok halda upp søkum fyrir þá, þó at þeir væri aldrigi menn í heimi, en sjálfir þeir fyrir sik, ef þeir eru til. – F. L. VI. 2: Vegandi eða sonr hans skulu bœta fyrir alla baugamenn, er eigi eru til at bœta med þeim, nema hinir hafa svá mælt, er i dómi sátu ok þessa sætt gerðu, at þar skyldi bót niðr falla, sem viðrtøku-manna misti.
  2. G. L. 218: Faðir á þat (høfuðbaug) at taka, ef eigi lifir sonr, en ef báðir lifa, þá á faðir 3 merkr; en ef hann er eigi vígfœrr, þá á hann 12 aura af veganda. En ef vegandi verðr útlagr, þá missa þeirrar bótar. En þá er vegandi verðr dauðr, þá tekr erfingi við øxi.