Odelsætten, – sammenholdt med G. L. 149 og F. L. XIV. 10; «Bedste Mands» Forret til at bortbygsle Jord, hvor alle ejer lige Lod i den, Rec. 1539 Art. 19, jfr. Fr. 7 August 1514, 2, Chr. IV. L. VI. 1, forandret i Chr. V. L. 3–14–2.
Ganske i samme Forhold, som Retten for de ringere Fornærmelser, stod Mandeboden, eller Ættens Ret, i Tilfælde af begaaet Drab, for Tabet af et af dens Medlemmer. Da nemlig enhver Æt betragtedes som et afsluttet Samfund, lige over for alle andre, var et Drab en umiddelbar Fornærmelse ikke af den ene Person mod den anden, men af Æt mod Æt, og medførte for hele den Dræbtes Æt saavel Ret som Pligt at øve Blodhævn imod hele Drabsmandens Familie. F. L. V. 11 finder det endog nødvendigt udtrykkelig at bestemme, at den Ufødte ikke tilkommer nogen Andel i Boden, jfr. X. 17. Mandeboden var derfor en Opreisning og en Godtgjørelse (gjöld, manngjöld), hvorigjennem Ættekampen bilagdes, og som var nødvendig, for at der kunde blive sluttet Fred mellem begge Familier. Den rammede derfor ikke Drabsmanden alene, og oppebares ikke blot af den Dræbtes Arving; men begges hele Familie maatte gjensidig bøde til hinanden større eller mindre Beløb i Forhold til de enkelte Medlemmers nærmere eller fjærnere Slægtskabsforhold til Drabsmanden og den Dræbte. Dette var ogsaa ganske konsekvent, eftersom de alle var berettigede til og udsatte for Blodhævnen, og det havde, hvor unaturligt det end kan synes, idetmindste den Fordel, at denne solidariske Ansvarlighed (oldengelsk mægburh) gjorde Familierne indbyrdes interesserede i saa vidt muligt at afværge Drab.
Grundsætningen for Mandebodens Beregning synes i det væsenlige at have været overensstemmende i de forskjellige Landsdele. Saavel Drabsmandens som den Dræbtes Familie ordnedes efter Slægtskabets Nærhed i visse Grupper, hvoraf hver bødede til hinanden. Slægtskabet regnedes til 6te Led. Størrelsen af den Bod, som noget Slægtled paa den ene eller
