8 Slægtled nedstammede fra frie Mænd; Ordet maa udledes af ár (aarle) altsaa: hvis (frie) Oprindelse gaar tilbage til den fjerne Fortid.[1] Løsingens Efterkommere i 3dje til 7de Generation har altsaa udgjort Reksthegnernes Klasse, der nærmest synes at svare til Gulatingslovens Bønder, og hvis Navn kommer af reka = drive bort, vrage, altsaa: Vragbønder, d. e. vel frie og uafhængige Mænd, men som dog de ægte gamle Ætter maatte vrage. I disse Henseender var følgelig G. L. liberalere, idet den allerede gav Løsingens Sønnesøn fuld Bonderet, og derhos, som det synes, ikke tillagde Frelsesøllet nogen Indflydelse paa Løsingens egen Ret.
Da vi ikke længere besidder den ældre Eidsiva- og Borgartingslov, kan det ikke nøjere angives, hvorledes Klasse-Inddelingen der har været indrettet. Man ser alene af E. K. R. 50 jfr. 48 og B. K. R. 9 jfr. 12 og (II) 14, at man med Hensyn til den mere eller mindre anselige Begravelsesplads har adskilt Lændermænd, Haulder, Løsinger og Frigivne (frjálsgjafar). Mærkeligt nok er det, at Haulder og andre Bønder her synes at have været slaaede sammen, jfr. B. K. R. (II) 14 og 15. Men at dog ogsaa i disse Lagdømmer Haulden har haft sin egen højere Ret, synes neppe at kunne betvivles.
At der ogsaa for Kongen har gjældt en egen Ret, det dobbelte af Jarlens eller 24 Mark, synes at fremgaa af G. L. 91 og 185 samt F. L. IV. 53, jfr. dog XIII. 15. Hertugens Ret synes at have været regnet midt imellem Kongens og Jarlens, altsaa til 18 Mark (jfr. m. L. VII. 20).
Erkebiskoppen havde, som det synes, Hertugsret, og de øvrige Biskopper Jarlsret (jfr. F. L. XIII. 15, M. L. VII. 20, G. L. 200). Abbeders og Abbedissers Ret stod midt imellem Jarls og Lændermænds Ret, altsaa sandsynligvis 9 Mark (jfr. F. L. XIII. 15, M. L. VII. 20). Præst havde sandsynligvis Haulds Ret. Kongens Stallar havde Lændermands
- ↑ Jfr. dog Munchs Hist. II. S. 967. – M. L. IV. 3, som har Formen arfborinn (medens Parallelstedet i Byloven har árborinn), forklarer dette: sá er kominn er til alls réttar, jfr. G. L. 58 og 104. Se og Egils S. Kap. 9 Slutn., der ogsaa har varianten aðalborinn, samt Ol. S. Tryggvas. FmS. Kap. 31, Flatøb. 57, Heimskr. Kap. 11.
