Ret; Mærkesmanden havde, ligesom de øvrige Skutilsvenne, ifølge G. L. 200 og F. L. IV. 60 Hauldsret; men ved en Retterbod af Magnus Lagabøter tillagdes der ham lige Rang med Stallaren, altsaa Lændermands Ret (Hdsk. 23 og 50 jfr. M. L. VII. 20); Kongens øvrige Svenne, medens de forrettede sin Tjeneste (havde Øldug om Halsen), samt Føreren af Kongens Kjøbskib og Kongens Guldsmede havde ligeledes Hauldsret. Kongens Aarmnd og Træl, som arbejder paa Kongens Gaard, har Bonderet (1½ Mark); Biskoppens Aarmænd beholdt den Ret, han havde, før han overtog Aarmandshvervet; men alle Andres Aarmænd havde forholdsvis saa meget mindre Ret, som deres Husbonde selv havde mindre end Kongen, altsaa f. Ex. Jarlens Aarmand ¼ eller 6 Ører, Lændermands Aarmand ¼ eller 3 Ører, Hauldens 1½ Øre o. s. v., jfr. G. L. 170 og 198, F. L, IV. 57 eg 59. Dette vidner om, at de verdslige Høvdingers Aarmænd i Regelen tænktes at være Trælle. Efter Trællevæsenets Ophør bestemtes det ogsaa ved Haakon Haakonssøns Rb. af 1244 (F. L. Indl. Kap 24), at Aarmanden skal tage Ret, eftersom han har Byrd til.[1]
Islændingerne havde Hauldsret i Norge (Overensk. gl, L. I. S. 437, G. L. 200), indtil de havde været bosatte der i 3 Aar, hvorefter de havde Ret, som Vidne bares til, nemlig om deres tidligere Ret i sit Hjem; altsaa vel Goder Lændermands Ret, Gaardejere Hauldsret, andre frie Mænd Bonderet, og Frigivne og deres Børn som de tilsvarende Klasser i Norge. Andre Udlændinge havde Bonderet, med mindre Vidne bares om andet.
I Kjøbstaden havde alle frie Mænd lige Ret, nemlig Hauldsret, Lændermænd saavel som den Løsing, der har gjort sit Frelsesøl; men Løsing, som ikke har gjort sit Frelsesøl, har kun 6 Ørers Ret, B. R. 47. Denne Regel gjaldt vistnok ikke alene for dem, der var bosatte i Kjøbstaden, men i ethvert Tilfælde, hvor Nogen blev fornærmet i Kjøbstaden
- ↑ Jfr Maurer, Die ármenn des altnorw. Rechtes, i Sitzungsber. der köngl. bayr. Akad. der Wiss. 1879 I. philos.-philol.-hist. Cl I. S. 117 fgg.
