Norge var nu blevet et Lydrige under Danmark og tabte sit eget Rigsraad. Regjeringen førtes ifra Danmark; Lovene udkom «med Danmarks Raads Samtykke», og tildels fælles for begge Riger. Danske Mænd tilrev sig de vigtigste Poster i Norge, og Landets eget Sprog fortrængtes efterhaanden saavel fra Lovene og Rettergangen som fra de dannedes Skrift og Tale. – Det var da en ligefrem Selvfølge, baade at Lovgivningen fra nu af mere og mere maatte tabe sin nationale Karakter, og at dansk Ret overalt maatte trænge ind i den norske Praxis.[1] Den bestandige Uro og Forstyrrelse, som i Unionstiden havde hersket i alle Forhold, og den Stilstand, hvori Privatlovgivningen i 150 Aar havde befundet sig, maatte ogsaa i særlig Grad stille Fordringer til Rettens Haandhævere paa samme Tid, som Stillingen i det hele maatte give dem en udstrakt Frihed i Rettens Anvendelse. Selve den ældre, fremdeles bestaaende Lovgivning kunde saaledes ikke undgaa i Anvendelsen mangengang at underlægges en Forstaaelse, som var den fremmed. Medens Retsudviklingen fra nu af kjendelig bliver livligere, antager Retten mere og mere dansk Præg.
Den mest indgribende Foranstaltning i dette Tidsrum er Reformationens Indførelse ved den kjøbenhavnske Herredags Beslutning af 30 Oktober 1536. Herved var naturligvis hele den ældre Kirkeret med et Slag sat ud af Kraft. Den nye Kirkeforfatning ordnedes med Bistand af Luthers Ven og Kollega, Professor Bugenhagen, ved Kirkeordinansen af 2 Septbr. 1537, hvilken tillige skulde være gjældende i Norge, indtil Kongen selv kom derop, da han vilde «efter Superintendenternes Raad udi hver Sted beskikke og stadfæste, hvad efter denne ordinans der ikke holdes kan; ti der vil udi mange Stykker holdes en anden Ordinans» (jfr. Dipl. Norv. I. No. 1091). Deraf blev imidlertid intet; men den danske Kirkeordinans forblev gjældende i Norge lige til 1607. Det samme blev Tilfældet med dens sednere Tillæg, navnlig de 26 Riber-Artikler af 4 Maj 1542, Frederik d. 2dens 25 Troes-Artikler af 20 Septbr. 1569 og samme Konges Anord-
- ↑ Aubert, De norske Retskilder I. S. 73–9.
