Krone ligesom et af de andre Lande, Jylland, Fyen, Sjælland eller Skaane, og herefter ikke være eller hede et Kongerige for sig, men et Ledemod af Danmarks Rige og under Danmarks Krone til evig Tid» (D. Geh. Ark. Aarsberetn. II. S. 83 fgg.) – Som bekjendt opfyldte han kun delvis dette skjændige Løfte: Norge blev som et erobret Land og Lydrige underlagt den danske Krone; men det blev dog fremdeles betragtet som et eget Kongerige, ikke som en dansk Landsdel (Chr. IV. L. I. 10). Haandfæstninger udstedtes derimod fra nu af kun til Danmarks Riges Raad som det, der alene havde at vælge den fælles Konge.[1]
Haandfæstningerne indeholdt de almindelige legale Begrænsninger for den kongelige Magtfuldkommenhed. I Virkeligheden er det dog nærmest de privilegerede Stænders og fornemmelig Adelens Rettigheder, som deri varetages.
Samtlige danske Haandfæstninger og lignende Akter lige til Suveræniteten er trykte i Geheimearkivets Aarsberetninger, 2det Bind, Kbhvn. 1856–58.
Fra Kong Kristian den 3djes Tid besidder vi Lovgivningen meget fuldstændigere end tidligere, idet man nu begyndte at føre ordentlige Kopibøger (Tegnelser og Registre) over de udgaaende kongelige Anordninger og Befalinger. Imidlertid kom meget ikke ind i Protokollerne, dels fordi det umiddelbart blev kundgjort ved Trykken, dels af Forsømmelse, navnlig hvor Udfærdigelsen fandt Sted udenfor Regjeringens regelmæssige Sæde. De norske Rigsregistranter med Tillæg af andetsteds bevarede Regjerings-Udfærdigelser er udgivne i Trykken indtil 1640 i 7 Bind, Chr.ania 1861–80. En Del er trykte i Paus’s Samling, Kbhvn. 1752, og meget er vist nok ogsaa gaaet tabt.
- ↑ Keyser, Den norske Kirkes Hist. II. S. 826–30; Aschehoug, Norges offentlige Ret I. S. 351–4.
