Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/58

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

ning om Ægteskabssager af 19 Juni 1582, jfr. Fr. 5 og 6 Maj 1589.

De vigtigste Retskilder i det 16de Aarhundrede er de saakaldte Recesser. Recessus (t. Abschied) betegner egentlig Afgjørelse af fremkomne Andragender, og bruges fornemmelig om de Love, som blev givne paa Herredagene eller Møder, som til forskjellige Tider, fra Midten af det 16de Aarhundrede almindeligvis hvert 3dje Aar, afholdtes af kongelige Befuldmægtigede, stundum ogsaa af Kongen selv, for at «høre Undersaatternes Sager og Klagemaal og forhjælpe Enhver, som stædes for dem, til Norges Lov og Ret». Som oftest blev ved Herredagens Slutning de vigtigere af de afgivne Resolutioner samlede i en almindelig Reces, der saaledes kunde omhandle mange forskjelligartede Materier og, da de ofte henholdt sig til allerede gjældende Love, tildels kan betragtes som Kodifikationer af den tidligere specielle Lovgivning. Recesserne har overhovedet meget tilfælles med de store Retterbøder af 1280, 1293–97 og 98, 1313 og 1358. Almindeligvis blev de siden udtrykkelig stadfæstede af Kongen.[1] – Deriblandt mærkes:

1. Herr Truid Ulfstands og Klaus Bildes Reces, Oslo 24 Januar og Bergen 20 August 1539, konfirmeret af Kongen 24 Maj 1567 (Paus S. 291 fgg. Krag, Chr. III. Hist. II. S. 327. Norske Rigsregistranter I. S. 555 fgg.);

2. Artikler, givne paa Herredagen i Oslo 1548, da Hertug Frederik blev hyldet (Paus S. 307, Krags Hist. II. S. 422, jfr. Dipl. Norv. III. No. 1166);

3. Artikler, givne paa Herredagen i Bergen 1557 og stadfæstede af Kongen (Paus. S. 317, Krags Hist. II. S. 531);

4. Herr Erik Rosenkrands’ Reces, Bergen d. 22 Juni 1565, stadfæstet af Kongen 12 Oktober 1565 (Paus S. 342);

5. Herr Jørgen Lykkes, Bjørn Anderssøns og Kristofer Walkendorfs Reces, Bergen 13 Marts og Trondhjem 4 April 1568, stadfæstet af Kongen 28 Maj 1574 (Paus S. 350 og 409);

6. Herr Ludvig Munks, Bjørn Anderssøns, Axel Vifferts, Kristen Munks og Maurits Styges Reces, Bergen 25 August,

  1. Aschehoug, Norges offentlige Ret I. S. 382–3 og 463–4.