1858, alle in 4to, og derhos en meget slet dansk Oversættelse af E. Thorhallesen, Kbhvn. 1763.
Den ved Magnus Lagabøter tilvejebragte Enhed i Lovgivningen var ikke forbunden med Oprettelse af en fælles lovgivende Forsamling for det hele Land, men de 4 af hinanden uafhængige Lagting blev bestaaende. Dersom nu disse, saaledes som tidligere, skulde blevet i Besiddelse af lovgivende Myndighed, maatte Følgen være blevet, at Retsenheden snart igjen vilde være ophørt. Men dette var heller ikke Forudsætningen. Kong Magnus selv stod, som saa mange andre Lovreformatorer, i den naive Tro, at hans Værk skulde vare til evige Tider og i det højeste tiltrænge nogen Fuldstændiggjørelse og Udbedring i det enkelte, hvilke det da tilkom Kongen at foretage ved Retterbøder (M. L. X. 3). I Loven er der heller i intetsteds Tale om Lagtingets lovgivende Myndighed. Og dertil kom, at Folket som Statsmagt siden Borgerkrigene mere og mere havde tabt i Betydning, og al statsmyndighed efterhaanden var bleven samlet hos Kongemagten, saa at Grænsen for, hvad der kunde ordnes ved Retterbøder, efterhaanden udviskedes. «Kongen er sat over Loven» (konungr er yfir løgin skipaðr), var nu en anerkjendt Grundsætning; vel blev de vigtigere Retterbøder fremdeles forelagte for og samtykkede af Lagtingene; men dette blev mere og mere blot en Form, hvormed man ikke altid tog det saa nøje. Derimod blev Kongens større Raad, eller sammentræde af Rigets gejstlige og verdslige Høvdinger (høfðingjafundr, parliamentum), nu efterhaanden betragtet som en selvskreven Repræsentation for Staten ved Siden af Kongemagten, og dets Samtykke paaberaabes ved de vigtigere Lovgivningsarbejder.[1] – Den Kong Magnus af Folket givne Fuldmagt til at ordne Lovgivningen blev saaledes vedvarende hvilende hos Kongedømmet, medens Lagtingene gik over til blotte Domstole.
- ↑ Aschehoug, Norges offentlige Ret I. S. 156–60.
