Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/334

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


som Renter, ikke som Afdrag paa Gjælden. Ønskede Skyldneren at komme løs af dette Forhold, havde han Ret til i en halv Maaned at fare omkring inden Fylket og søge Udvej til Gjældens Betaling; ligesaa kunde han naturligvis, om han foretrak det, overgive sig til en af sine Frænder eller en Anden, mod at denne betalte Gjælden. Vilde paa den anden Side Kreditor have sine Penge, kunde han ogsaa overdrage Skyldtrællen til en Anden, hvis ikke Frænderne vilde løse ham; dog ej for større Sum end Gjælden. Nægtede Skyldtrællen at arbejde, kunde Kreditor føre ham til Tinge og frembyde ham til hans Frænder; vilde disse ikke løse ham, kunde han dræbes eller lemlæstes. – I M. L. er Skyldtrældom naturligvis ganske bortfalden. Om personlig Hæftelse af uvederhæftige Debitorer se M. L. VIII. 5[1] jfr. B. L. 13, der bestemmer, at den uvederhæftige Skyldner, hvis hans Frænder ikke vilde betale for ham, skulde dømmes til at oparbejde sin Gjæld der, hvor han kunde faa Arbejde, og hvis han løb bort, straffes med legemlig Refselse efter lovlig Dom. Dog, hvis Tingmændene fandt, at der efter Omstændighederne var Grund til større Mildhed, skulde de ordne det saaledes, som de vilde svare for Gud; og hvis Debitor havde mistet sin Ejendom ved Ildsvaade, Skibbrud eller andre Ulykkestilfælde, og ikke forhen været kjendt for nogen Uredelighed, var han fri for yderligere Tvang, men skulde alene edelig love at ville betale sin Gjæld, saa snart Gud gav ham Evne dertil.

  1. Ef øreigi á manni skuld at gjalda, sá er látit hefir peninga sína fyrir eldi eða í skipbrotnm eða í øðrum misferlum, sveri einseiði ef eigandi heimtir, at hann skal þá skuld lúka þeim er á, þegar guð lér hánum efni til, ef hann hefir eigi áðr við óskil kendr verit. Nú krefr maðr skuldar sinnar þann øreiga, er eigi er slík tilfelli á, varðveiti í gætslu ok hafi til þings ok láti fara lausan á þing fram ok bjóði frændum hans, at þeir leysi hann undan þeirri skuld er hann á at lúka hánum. En ef þeir vilja eigi leysa hann, þá dœmi þingmenn, at hann vinni af sér þar sem hann fær vinnu, þeim til skuldar er á, ef hann er vinnufœrr. En ef hann leypr brott, hafi refsing eptir laga-dómi, nema mønnum virðist nøkkur þau atvík á, at meiri miskunnar sé vert, ok skipi svá sem þeir vilja svara fyrir guði.