Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/333

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


og i en Rb. fra Magnus Lagabøters tidligere Regjeringsaar (1265?), N. gl. L. II. S. 484, forbydes det derfor at tage Leje af dødt Gods under Straf af at have Kapitalen (innstaða) forbrudt til Kongen og Biskoppen, og i Overensstemmelse hermed siger J. K. R. 55, at det er en dødelig Synd lige med Tyveri og Ran at tage nogen Rente af saadant Gods, som vejes, maales eller tælles, og at den ulovlige Rente skal tilbagegives Skyldneren eller hans Arvinger eller i Mangel deraf til de Fattige, og Kapitalen være forbrudt, hvorhos Aagerkarle skulde være udelukkede fra Kirkens Samfund og ikke begraves i indviet Jord, jfr. E. K. R. 50, M. B. K. R. 8 jfr. G. K. R. 16 og Rb. 1280 Art 20, samt Chr. I. Fr. 10 Oktober 1453 eller 1454, der gjentager Forbudet. – Ved Reformationen bortfaldt den kanoniske Regel, og ved Chr. III. Fr. 1553, kjøbenhavnske Rec. 1557 Art. 8 og koldingske Rec. 1558 Art. 66 blev Grænsen for den tilladte Rente for Danmark fastsat til 5 pCt., medens det erfares, at man tidligere havde anseet sig aldeles ubunden i dette Stykke. Denne Bestemmelse, der er Kilden til 5–13–3 (alene med den Forandring, at Rentefoden overensstemmende med Rec. 1643, 2–15–11 blev forhøjet til 6 pCt.), ansaaes ogsaa gjældende for Norge, hvor man ligeledes siden Reformationen havde anseet sig berettiget til at tage saa høj Rente, man vilde, jfr. Norske Samll. I. S. 281 og Bjelkes Anm. til Chr. IV. L. IV. 14. Ved Fr. 16 Aug. 1590 blev det for Trondhjems Len udtrykkelig forbudt at tage mere end 5 pCt i Rente af Penge eller Korn, under Straf af at have Kapitalen forbrudt og ansees som kongelige Mandaters Overtræder.

Formaaede en Mand ikke at betale sin Gjæld, kunde han overgive sig selv eller sit Barn som Skyldtræl (skuldarmaðr) til sin Kreditor, altsaa som et Slags Brugspant, indtil Gjælden blev betalt. (Se ovf. S. 69–70). Herom indeholdes mærkelige Bestemmelser i G. L. 71; ogsaa F. L. synes efter en gammel Indholdsfortegnelse at dømme, at have indeholdt tilsvarende Bestemmelser; men uheldigvis er netop det Sted, hvor de skulde findes, nu tabt; jfr. dog X. 26 og B. R. 50. Skyldtrællen var pligtig at arbejde for sin Kreditor, indtil Gjælden blev betalt; som det synes, ansaaes Arbejdet alene