Om Borgen for kontraktmæssig Gjæld (varðsla, Flert. vörðslur) handles paa flere Steder, men uden nogen nærmere Forskrift om Retsforholdet i sig selv. At Forløftningsmanden (vörðslumaðr) har været personlig ansvarlig for Forpligtelsen, synes klart, og for saa vidt Forpligtelsen var vitterlig, synes Kautionistens Forpligtelse at have indtraadt, saasnart Hoveddebitor ikke strax ved Kravet betalte, jfr. B. L. VII. 12. At Forløftningsmanden har haft Regres til den Hovedforpligtede, er en Selvfølge, jfr. N. Samll. I. 321.
De Anvendelser, hvori Borgen omtales i Lovene, er navnlig saadanne, hvori dens Stillelse er paabuden, fordi Nogen er kommen i et uregelmæssigt Forhold til fremmed Ejendom. Saaledes: naar Værgen vilde føre Myndlingens Gods bort fra Landet (G. L. 115, M. L. V. 14, jfr. F. L. XI. 28); naar den, hvis Kreaturer havde gjort Skade i anden Mands Mark, vilde have dem tilbage, inden han kunde bøde Skaden (M. L. VII. 33). – Men fornemmelig kom den til en udstrakt Anvendelse i Processen (tak)[1]. I alle Tilfælde nemlig, hvor en paatalt Forpligtelse ikke strax blev erkjendt og fyldestgjort, kunde Sagsøgeren fordre, at den Sagsøgte stillede Borgen (æsta hann taks); men dennes Gjenstand var naturligvis forskjellig efter Sagens forskjellige Stilling. Var den Sagsøgte en løs og ledig Person, kunde Sagsøgeren, hvor han traf ham, æske en foreløbig Sikkerhedsstillelse for, at han skulde lade sig finde paa sin opgivne Bopæl, naar Krav eller Kvada skulde fremsættes, brautartak, tak til heimilis (G. L. 102, F. L. III. 20, X. 26, 27 og 31; jfr. B. L. VII. 24); for bosatte Folk maatte derimod opfordringen til at stille Borgen fremsættes i deres Hjem. – Var Forpligtelsen vitterlig, eller den Sagsøgte erkjendte den og lovede til en bestemt Tid at betale, altsaa, som det heder, «fæstede Gods», maatte han stille Bergen for Opfyl-
- ↑ Jfr. herom Fr. Brandt, i Ugebl. f. Lovk. II. S. 348 fgg.; K. v. Amira, Das altnorwegische Vollstreckungs-Verfahren S. 329–45.
