Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/319

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

det for anden casus fremdeles paahvilede Lejetageren, saalænge Ejeren ikke havde gjort sig skyldig i mora accipiendi. – Om Leje af Trælle se G. L. 69, jfr. F. L. X. 31 Slutn.

Forskjelligt fra Leje af Kreaturer var det Forhold, som opstod, naar Nogen tog Andres Kreaturer paa Foder, som det synes, især til Vinterfodring (fulgumáli). Loven forudsætter her, at Modtageren ikke erholder anden Betaling end hvad Dyrene kan kaste af sig, og gjør derfor Modtageren kun ansvarlig for sine Forsømmelser (handvömm), i hvilken Henseende Loven dog er temmelig streng, se G. L. 43, M. L. VIII. 15, Chr. IV. L. ibid., Kilde til Lovb. 5–8–11.

Om den, der har anden Mands Gods i Forvaring, bestemmer Loven ligeledes, at han alene staar til Ansvar for sin Forsømmelse, medens det ellers, som oven anført, er det almindelige Princip, at enhver kontraktmæssig Besiddelse af Andens Gods medfører ubetinget Ansvar (ábyrgð) for Tingen. Se saaledes G. L. 36, 41, 49, 50, M. L. VIII. 4, 14, 18, 20. – Foruden det nys omtalte Fulgumaal omtaler Lovene imidlertid alene det Depositarforhold, som opstaar, naar Ejeren gjør sig skyldig i mora accipiendi, samt hvor en Grundejer har indsat Kreaturer, som er komne ind i hans Ager og Eng, M. L. VII. 32, – hvor altsaa Forholdet er ufrivilligt fra Depositarens Side; – men det er antageligt, at Forholdet har været bedømt paa samme Maade overalt, hvor Depositaren ikke har haft nogen Fordel, men alene ved sin Besiddelse vist Ejeren en Tjeneste. – Lovb. 5–8–17 er taget af Jydske Lov II. 114.

Om Laan indeholder G. L. 49 jfr. 144 den samme Bestemmelse, som Lovb. 5–8–1, at Laantageren staar til ubetinget Ansvar for Tingen, hvorhos det ligeledes tilføjes, at, hvis Laantageren misbruger (ved Fremlaan) den laante Ting, kan Ejeren søge den tilbage fra hvem han vil: fra den oprindelige Laantager eller den, som sednere har erholdt den. Bestemmelsen er gjentagen i M. L. VIII. 19, B. L. 18, Chr. IV. L. 19, samt i VII. 39, Chr. IV. L. 37, der dog tilføjer, at Laantagerens Ansvar for casus bortfalder’ naar han selv omkommer tilligemed den laante Ting, efterdi den ikke skal