svare for Laan, som ikke kunde svare for sit eget Liv (Kilden til 5–8–2). At imidlertid Laantagerens Bo ogsaa i dette Tilfælde maatte være ansvarligt, hvis Tingen var gaaet tilgrunde ved hans Forsømmelse, ligger ligefrem i Ordet ábyrgjast, der betegner ubetinget Ansvar; men rimeligvis har Loven tænkt sig, at Laantagerens Død i sig selv indeslutter tilstrækkeligt Bevis for, at han har iagttaget al mulig Forsigtighed. For den Skade, som udlaant Hest gjorde, var Ejeren ansvarlig (jfr. Kap. 35), forsaavidt den ikke var forvoldt ved Laantagerens Forseelse. Benyttede Nogen den laante Ting længere, end det var ham tilladt, var det fornæmi, G. L. 92, F. L. X. 45, M. L. VII. 39[1], og B. L. VII. 20, og ligesaa omvendt, hvis Ejeren tog den laante Ting fra Laantageren for den aftalte Tid.
Om Pengelaan, der opfattedes som et rent Lejeforhold, idet Modsætningen mellem fungible og ikke-fungible Ting var de Gamle ukjendt (jfr. G. L. 42), skal handles i næste §.
Af Kontrakter om personlige Præstationer omtaler de gamle Love saavel Arbejdsleje som Fuldmagt. – Saa længe Trældom fandt Sted i Norge, var det i Regelen Trællene, som udførte det meste Husarbejde, og dette Forhold havde naturligvis intet Kontraktmæssigt. Imidlertid viser dog saavel sagaerne som de ældste Love, at ogsaa frie Arbejdsfolk (verkmenn, vinnufólk, orkumenn, leigumenn[2]) lod sig fæste
- ↑ Ef maðr lér grip sinn, þá skal hverr láni heilu heim koma eða gjaldi verð eiganda, sem 6 skynsamir menn meta; nema hinn týnist með láni, er lét var; því at eigi má hann þar lán ábyrgjast, sem hann mátti eigi líf sjálfs síns. Nú skal engi lán hafa lengr en lét var; en ef hann hefir lengr, þá er hann sekr mørk silfrs við eiganda, ef sá krefr, er á; þat heitir fornæmi; nema løglig nauðsyn banni. Nú þó at maðr fari með eyk manns at láni eða leigu, þá skal sá ábyrgjast hestverk at øllu, er á, þó at hann geri nøkkurn skaða, ef eigi er af þess vøldum eða vangæzln er með ferr.
- ↑ Griðmenn, heimamenn om dem, som havde Tilhold hos Nogen og hørte som frie Medlemmer til hans Husstand, uden at være af hans Familie, omfattede vistnok ogsaa de frie Tjenestefolk. Jfr. G. L. 197, 225, F. L. IX. 5, X. 17; B. R. 132; B. K. R. 3; M. L. III. 3.
