Huslejen i Byerne i Klasse med Indtægt af Jord (Landskyld) paa Landet; jfr. og B. L. VI. 13.
Det er dog kun faa Bestemmelser, som Byloven indeholder om dette Forhold. Det sees, at man lejede Hus saavel paa hele og halve Aar, som paa kortere Tid; men kun hel- eller halvaars Lejeboere regnedes for bofaste Indvaanere (B. L. VII. 16[1], jfr. III. 6). Forlod nogen det lejede Hus uden at betale Lejen, var han brødig 1 Øre Sølv til Kongen og 1 Øre til Husværten, og den, som vidende lejede ham nyt Hus, eller den Skipper, som tog ham ombord, naar han vilde rejse bort, 1 Mark Sølv til Kongen (B. L. VI. 14). Vilde Lejeren ikke forlade Huset, naar Lejemaalet var ude, betragtedes det som Ran og forfulgtes som vitterlig Sag (B.R. 100). – Mærkes kan her ogsaa Forbudet mod fremmede Vintersiddere i Byerne.
Loven skjelner mellem Bortleje af hele Bekvemmligheder (hele, halve og fjerdedels Gaarde, VII. 16) og af Husrum til enlige Personer (VI. 7). Værten skulde i sidste Tilfælde være ansvarlig for, at de arbejdsfere Folk, som han tog i Huset, ikke gik om og betlede med hans Vidende. Ingen maatte under Bod af 8 Ørtuger og 13 Mark tage Nogen tilhuse hos sig, som havde gjort sig skyldig i Hvinske. Blev Nogen, som boede tilhuse hos en Anden, sagsøgt, skulde Værten enten gaa i Tak for ham, eller overlevere ham til Gjaldkeren, der skulde holde ham i Forvaring til Raadsmødet næste Dag. Af saadanne løse Husfolk maatte ingen Husbonde tage flere end 5 (2 Karle og 3 Kvinder). Disse Bestemmelser gjældte, hvad enten Værten ejede Huset eller selv boede tilleie.
Om andre Lejeforhold taler Lovene saagodtsom ikke. Leje af Kreaturer omtales i G. L. 41, M. L. VIII. 14, Chr. IV. L. ibid., Kilden til Lovb. 5–8–10, hvor der dog kun handles om Lejetagerens Ansvar, – hvilket efter G. L. var ganske ubetinget, men ved M. L. noget modereredes, idet Ansvaret for rene Naturbegivenheder udelukkedes; hvorimod
- ↑ Þeir eru húsfastir, er eiga garða eða leiga garða misseris leigum eða 12 mánaða, allan eða hálfan eða fjórðung, ok byggja øðrum með sér.
