3–14–24 til 36 og 3–14–4, forandrede ganske Jordlejeforholdets Natur, idet de næsten ganske berøvede Ejeren Dispositionen over hans Gods, og derhos tillige lukkede alle indirekte Veje, ad hvilke et mere med Rimelighed stemmende Vederlag skulde kunne erholdes. Den eneste lovlige Maade, paa hvilken den, der vilde have sin Formue staaende i Jordegods, kunde skaffe sig det tilbørlige Udbytte deraf, blev nu definitivt at sælge Bygselretten, istedetfor at overlade Brugeren Jorden for Livstid; og denne Udvej, hvoraf den løse Landskyld har sin Oprindelse, blev ogsaa hyppig benyttet, forsaavidt man ikke foretrak at sætte sig ligefrem ud over det ubillige Lovbud.
Det sees forresten tydelig nok, at det især er den store Masse Staten og Kirken tilhørende Gods, hvormed forskjellige Beneficiarier var forlenede, som ved disse Bestemmelser haves for Øje, og flere, især af de ældre, Bestemmelser omfatter ogsaa udtrykkelig alene disse. Men ligesom mange af de herhen hørende Lovbud er ganske almindelige, saaledes omfatter Fr. 5 Februar 1685 udtrykkelig «saavel Kongens eget som andre Proprietærers Gods», «saavel dem, som selv ejer Gods, som dem, som ikkun med noget Gods i deres Livstid er beneficerede», – medens man dog paa den anden Side ser, at ogsaa denne Fr. nærmest har haft Beneficiergodset for Øje.
I Byerne spillede Husleje-Kontrakten en vigtig Rolle. Det er bekjendt, at selv de fornemste Mænd gjorde sig stor Fordel ved at udleje sine Gaarde, der ofte bestod af vidtløftige Vaaninger, især til fremmede Handelsmænd; endnu den Dag i Dag har flere Gaarde i Bergen bevaret Navnet af hine gamle Høvdinger, der i sin Tid har ejet dem, f. Ex. Audunargaarden, Guldskoen, Leppen. I B. L. III. 6 nævnes Gaardleje ved Siden af Handelsfortjeneste som Byboernes Hoved-Indtægtskilde, og Parallelstedet i Landsloven stiller
