Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/297

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

M. L. VII 1 jfr. 26 Var. og VI. 17). – Ifølge F. L. var Lejlændingen, hvis Jorddrottens eller hans Ombudsmands Død indtraf før Tveggjapostolamesse (1ste Maj), berettiget til at beholde Jorden til næste Fardag; indtraf Dødsfaldet derimod efter 1ste Maj, var Lejlændingen berettiget til endvidere at beholde Jorden til den næstfølgende Fardag derefter. I Tilfælde af Lejlændingens Død før Lejemaalstidens Udløb siger derimod F. L. XIII. 3 alene, at hans Arving er berettiget til at beholde Jorden 1 Aar derefter, med mindre Lejen var forudbetalt for flere Aar (forleiga reitt), i hvilket Tilfælde Arvingen havde Ret til at beholde den saa længe som aftalt[1]. – G. L siger blot i Almindelighed, at naar enten Lejlændingen eller Jorddrotten dør, er Lejemaalet ophævet, og den formeget oppebaarne Leje skal tilbagebetales; her er det saaledes ogsaa forudsat, at Lejen er forudbetalt for en længere Tid; da det vel altid maatte være Meningen, at Fraflytningen skulde ske til næste Fardag[2]. – Ogsaa M. L. siger blot, at, hvis enten Jorddrotten eller Lejlændingen dør, skal Lejlændingen eller hans Arving alene beholde Jorden et Aar derefter, uden Hensyn til hvor mange Aar Lejekontrakten oprindelig omfattede. – Hvis Odels- eller Forsalejord var bortbygslet, var Lejlændingen ifølge F. L. XII. 8 rette Sagvolder under Løsningssøgsmaalet.

Den tidligste Fardag var efter F. L. XIII. 1 næste Søgnedag efter 13de Dag i Julen (6te Januar), men efter G. L. 73 ni Nætter efter Sommerens Begyndelse (altsaa 23 April). Den fraflyttende Lejer var imidlertid efter F. L. berettiget til at beholde Halvdelen af Husene indtil 1 Maaned

  1. F. L. XIII. 2: Ef maðr tekr mála, þa skal sá haldast, sem vitni fulnast til framast, þó at landsdróttinn seli jørð. En ef landsdróttinn er búslitsmaðr ok vill fara til jarðar sinnar, þá skal hann undan leysa jørð sína einni arðar leigu ok segi hánum til fyrir nótt helgu, at hann er búslitsmaðr, ok sanni þat með eiði sínum. – Kap. 3: Ef maðr hefir reitt forleigu fyrir jørð manns, þá skal hann hafa mála sinn sem vitni berr til, ok svá arfi hins dauða ef hann deyr. En ef maðr deyr ok hefir hann eigi innt mála sinn, þá hafi arfi hans eina ørð síðan.
  2. Ef annarr þeirra deyr, þá er leigumáli þeirra rofinn; þá skal aptr reiða fé þat er úlaunat er.