(leiglendingr, leiguliði, landbúi) maatte saaledes blive et af de allervigtigste Partier af den ældre Ret, og det Afsnit i Loven, hvor dette Retsforhold behandles (Landslejebolken), er saaledes tillige Hovedkilden for hele vor ældre Landboret.
Jordlejekontraktens Vilkaar var efter de gl. Love ganske overladt til Parternes eget Forgodtbefindende. Det regelmæssige var, at Lejekontrakten sluttedes for et Aar ad Gangen, G. L. 72. Et saadant (økonomisk) Aar, regnet fra Fardag til Fardag, kaldtes örð (Pløjning, Frugtperiode, af arðr Plog), og Overenskomsten arðarmáli, hvoraf det forvanskede «Aaremaal» er kommet. Men ligesom det vistnok altid var det sædvanlige, at Forholdet fortsattes fra Aar til Aar, saa længe Parterne gjensidig var tilfredse med Forholdet, saaledes forudsættes det ogsaa, at Kontrakten fra først af kunde være afsluttet paa flere Aar ad Gangen; dette kaldes at taka mála á jörð ɔ: Kontrakt paa Jorden. Afgiften kunde i dette Tilfælde enten blive forudbetalt for den hele Tid (forleiga) eller, som sædvanlig, erlagt aarlig (F. L. XIII. 2 og 3 jfr. XI. 15 og G. L. 79). Det synes, at et Tidsrum af 3 Aar (þrjár arðir) har været det sædvanlige, og paa længere Tid var en Ombudsmand ifølge F. L. XIV. 1, M. L. VII. 1 ikke berettiget til med bindende Virkning for Jorddrotten at bortleje hans Jord.
Ved selve Kontrakten erhvervede Lejetageren alene Ret til Gaardens Beboelse; først ved Afgiftens Erlæggelse blev han berettiget til at bruge Jorden og høste Afgrøden; indtil da betragtedes Jorddrotten som Ejer af, hvad der groede paa hans Jord. Dette Princip er udtrykt i Sætningen: ábúð jarðar heimilar tekju, en landskyld heimilar lóð ok allan áverka i F. L. XIII. 1 og M. L. VII. 1, og forudsat i G. L. 72[1],
- ↑ Nú leigir maðr jørð at þeim er á, at leigumála réttum, þá skal hann þá jørð hafa 12 mánaðí heimila at búa á ok inna hinum leigu svá sem þeir váru á sáttir. Nú er leigu eindagað, ok kemr eigi fram í eindaga, þá úheimilar hann sér jørð. Nú reiðir hann suma leigu, en suma eigi, þá skal sœkja með váttum þat er eptir stendr. Nú vill hann eigi reiða, þá skal krossa lóð til leigu ok fyrirbjóða hánum at neyta undan krossi eptir fimt. En ef hann neytir, bœta baugi konungi ok gjaldi þó hinum leigu. Nú skal á þeirri jørðu búa til fardaga at œðru vári.
