man paa denne Maade afstod alt, hvad man i Fremtiden maatte blive ejende, og saaledes i Virkeligheden tillige gjorde sig umyndig og udygtig til at erhverve og besidde; se dog Dipl. Norv. I. No. 312, hvor en Mand paa denne Maade medfører sig til sin Søn, jfr. IV. No. 635, hvor Datteren optræder paa sin fledførte Faders Vegne. – Mærkes maa her ogsaa Bestemmelserne i G. L. 126 og M. L. V. 19, jfr. 7 første Arv, der tillader Arvingerne at gjøre Arveladeren umyndig og skifte hans Bo, naar han paa Grund af Alder og Skrøbelighed ikke længere selv kan røgte det; medens F. L. IX. 20 og B. R. 165 alene tillod dem at fratage ham Bestyrelsen, men udtrykkelig forbyder dem at sælge Godset, saalænge Ejeren lever. Herhen hører ogsaa Bestemmelserne i G. L. 108 jfr. 270 om Brandarv, og F. L. IX. 5 om Arv efter gestfeðri, som dør under sit Ophold hos Nogen.
Om Tingsleje indeholder vore gamle Love kun faa og lidet væsenlige Bestemmelser, naar undtages Jordlejeforholdet (landsleiga), hvorom de gamle Love indeholder meget udførlige Forskrifter. – Der var i Fortiden meget almindeligere end nutildags, at Gaardbrugerne lejede, istedetfor at kjøbe, Jord. Den store Masse Jordegods, som tilhørte Kronen og Kirken, og som dels umiddelbart af disse selv, dels af de Tjenestemænd, til hvem det var overdraget som Veitsle, gjordes frugtbringende ved Bortbygsling, maatte allerede i og for sig fremkalde en talrig Jordlejer-Klasse, og hertil kom, at det vistnok ogsaa blandt de private Jordejere var almindeligere i Fortiden end nutildags at bortfæste sin overflødige Jord, fremfor at sælge den. Lejlændingsklassen indesluttede saaledes Massen af Landets Jordbrugere; hvorimod Selvejerklassen, der vistnok for den største Del tillige var Haulder, dannede et Aristokrati inden Gaardbrugerstanden. Selve Ordet byggja, bygsle vidner om, at Leje har været den almindelige Maade hvorpaa Bondestanden skaffede sig Jordbrug. Forholdet mellem Jorddrot (landsdróttinn) og Lejlænding
