sen, sælger Tingen til Tredjemand, kan den første Kjøber vindicere den umiddelbart fra denne.
Med Hensyn til Formerne ved Kjøb og Salg henvises til hvad ovenfor i § 31 er forklaret.
For at kunne kjøbe og sælge, saavelsom for gyldigen at kunne afslutte andre Retshandler, maatte man naturligvis være myndig og raadig over sit Gods. Umyndige og Trælle kunde aldeles ingen Handel afslutte; gifte Koner havde en højst indskrænket Raadighed for Kjøb, i Forhold til sin Mands personlige Ret (G. L. 56; F. L. XI. 22; M. L. VIII. 21, Chr. L. ibid.) jfr. ovf. S. 83. Med Fredløse var alt Samkvem, følgelig ogsaa al Handel, strengt forbudt (G. L. 140; F. L. III. 23 og 24, IV. 41; M. L. VIII. 13 Slutn., Chr. IV. L. ibid., B. L. 5).
Videre mærkes Bestemmelsen i F. L. XI. 9 og M. L. V. 4 om Ugyldigheden af de Indkjøb af Jordegods, som Manden under Ægteskabet foretager for Konens Regning. Grunden hertil er vistnok den, at Loven ikke vil, at han skal kunne utilbørlig sikre hendes Fordring i hans Bo til Forfang for sine egne Kreditorer og Arvinger.
Om Kongens Forkjøbsret er tidligere handlet; ligesaa om Medejeres. Jorddrotten havde Forkjøbsret til de Bygninger, som Lejlændingen havde opført paa den bygslede Gaard (G. L. 73, M. L: VII. 3, Chr. IV. ibid.), og til det Korn og Hø, han havde at sælge (M. L. VII. 12, Chr. IV. L. 11).
De Indskrænkninger, som Handelslovgivningen paalagde, er ligeledes omhandlede i § 33. Særlig var det forbudt at overbyde hinanden i Handel, eller gjøre hinanden Forkjøb (Rb. 14–15 Novbr. 1316, Oslo Priv. 25 April 1346, Fr. 16 Maj 1541), hvilket Forbud stod i Forbindelse med den Byens Borgere næst efter Kongen tilkommende Forkjøbsret. – Endvidere er tidligere handlet om Kongens Bannsret, samt om den Forpligtelse, som under Korntrang paahvilede dem, der havde Saakorn tilovers, at overlade det til dem, der manglede, for gangbar Pris. Iøvrigt vides der ikke i ældre Tider at have gjældt noget almindeligt Forbud imod Kjøb og Salg af enkelte Ting.
Om Bytte og Mageskifte handler vore gamle Love kun
