Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/289

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

omtaler det forudgaaende Tilsagn ved disse, men kjendelig forudsætter at Tilsagnet og Overleverelsen foregaar Slag i Slag. Uantageligt er det dog ikke, at man lier først har anseet Retshandelen som endelig fra Fuldbyrdelsen af, jfr. G. L. 129.

At Forbehold ved Afhændelsen kunde tages med bindende Virkning for Tredjemand, er neppe tvivlsomt (jfr. Dipl. Norv. II No. 300 (Tilbagefaldsret).

Med Hensyn til periculum rei (ábyrgð) gjaldt ifølge G. L. 44 og 45, M. L. VIII. 16 og 17, Chr. IV. L. ibid. den Regel, at samme ved Kjøb af levende Dyr samt ved ubeseet Kjøb først gik over paa Kjøberen ved Tingens Modtagelse. Hvorvidt man deraf omvendt kan slutte, at Kjøberen i andre Tilfælde maatte bære Ansvaret for den kjøbte Ting lige fra Handelens Afslutning, er dog tvivlsomt. Om commodum rei taler de gamle Love ikke; men det er neppe at betvivle, at samme i alle Tilfælde lige fra Handelens Afslutning har været antaget at tilkomme Kjøberen.

Nogen bestemt Skjelnen mellem den forudgaaende Kjøbekontrakt og det endelige, med eller uden Tingens Overleverelse, fuldbyrdede Salg lader sig ikke paavise i de gamle Love; jfr. ovf. S. 193. Men at den første lige saa vel som det sidste har været tillagt fuld Gyldighed lige over for Tredjemand, bestyrkes derved, at ogsaa Underpant i Løsøre havde Gyldighed saavel i Sammenstød med andre Panthavere som i Tilfælde af Boets Utilstrækkelighed (G. L. 50 og 115; M. L. VIII. 20 og V. 13) Se og B. L. VII. 9[1], der aabenbar ei saa at forstaa, at, naar Sælgeren medens Kjøberen gaar hjem for at hente Penge, efter at de ei blevne enige om Pri-

  1. Ef maðr kaupir við mann ok hefir eigi silfr á sér, ok gengr hann heim eptir verði ok vill reiða hánum sitt; þá hefir hann selt í brott, er hann kemr aptr; þá skal sá er keypti taka tvá húsfasta menn með sér ok beiða hann kaups síns ok leggja hánum rán við. En ef hann heldr á, takseti hann til stefnu ok til laga orskurðar; en ef løgmaðr segir hánum kaup sitt, sœki sem vita-fé, en hinn er seldi, sekr hálfri mørk silfrs konungi; en ef hann fær eigi fengit hánum þat sama kaup eða annat jafngott, þá gjaldi hann eyri silfrs af merkr kaupi hverju.