i eget Navn af samme Ætlæg i 20 Aar, bliver til Odel (5–5–1), saaledes skal, «hvis andet Gods og Ejendom», Nogen har besiddet i eget Navn upaatalt i 20 Aar, fremdeles forblive ham tilhørende uden anden Adkomst (5–5–3).
Med Hensyn til den kontraktmæssige Erhvervelse er det allerede tidligere bemærket, at vore Forfædre i Almindelighed fastholdt den Grundsætning, at en af rette Vedkommende indrømmet Ret skulde respekteres af Enhver efter sit Indhold og opretholdes i alle Konflikter. Der gjordes, som tidligere vist, ikke i Almindelighed nogen skjelnen i Henseende til Retshandlens forpligtende Virksomhed i Forholdet mellem Parterne selv og lige over for Tredjemand, og de for visse Retshandlers Stiftelse foreskrevne Former havde, om de end middelbart tillige tjente til Tredjemands Betryggelse, dog sin egentlige Betydning for Parternes eget indbyrdes Forhold som i afgjørende Vidnesbyrd om Aftalens endelige Afslutning og Basis for Bevisførelsen, hvor Retsforholdets Tilværelse bestredes.
Af det Anførte var det en ligefrem Følge, at Ejendomsretten gik over fra Overdrageren til Erhververen umiddelbart ved den blotte Aftale, selv om overleverelse først sednere fandt Sted. I Tilfælde af dobbelt Salg havde den første Kjøber følgelig ubetinget Fortrinsret, selv om den sednere Kjøber havde erholdt Tingen overleveret, se G. L. 40[1] 50 og 78, jfr. F. L. XIII 17 M. L. VIII. 13; Chr. IV. L. ibid. B. L. 5, jfr M. L VII. 5, Chr. IV L. ibid. Det samme gjaldt ved Leje og Pantsættelse. Hvorvidt det ogsaa har gjældt ved Gaver, kan ikke erfares, da de gamle Love ikke
- ↑ Þat má eigi halda, ef þú selr manni þat, er þú hefir fyrr øðrum selt. En ef sá hefir hønd at, er síðar keypti, þá má hann halda skiladómi fyrir kaupi sinn. Nú á sá kaup at hafa, er fyrri keypti, ef hánum fullnast vitni at skiladómi; þá er þeim kaupfox, er síðar keypti.
