for saa vidt de foreskriver, at, hvor Odelsjord mageskiftes mod Odelsjord, skal Odelen følge de resp. Magelæg, G. L. 270; M. L. VI. 2, Chr. IV. L. 1. – Iøvrigt gik Bytte vistnok i det hele ind under de selvsamme Regler som Salg, eller rettere: de gamle Love tænkte sig neppe udenfor faste Ejendomme nogen begrebsmæssig Forskjel mellem Salg og Bytte; lige saa lidt som de knytter nogen retlig Forskjel til Modsætningen mellem fungible og ikke-fungible Ting, opfatter de det som forskjellige Retshandler, enten Vederlaget er erlagt paa den ene eller paa den anden Maade (§ 30).
Med Hensyn til Gave, da er ovenfor S. 156–9 handlet om de Indskrænkninger, som Arvingernes Ret lagde for paa denne Maade at forføje over sit Gods. I Forholdet mellem Parterne selv synes kun de fuldbyrdede Gaver at have været anseede som ganske urokkelige; skjønt Lovene benytter Ordet gjøf, at gefa, lige saa vel om de fuldbyrdede som om de ufuldbyrdede Gaver. Det forudgaaende Løfte om en Gave har udenfor de særskilt bestemte Tilfælde neppe været anseet for kontraktmæssig forpligtende. Ufuldbyrdede Gaver blev ikke alene ugyldige, for saa vidt de krænkede Arvingernes Ret, men de kunde ogsaa til en vis Grad af Giveren tilbagekaldes. Donationes mortis causa kunde tilbagekaldes 2 i Gange af Kvinde og en Gang af Mand (G. L. 107; F. L. IX. 3 og 4); ufuldbyrdede donationes inter vivos efter G. L. 129, jfr. en variant til M. L. V. 21, som det synes, i alle Tilfælde hvor Gaven ikke er remuneratorisk, eller hører til de særskilt opregnede Gaver, som altid skal holdes[1]. At her alene tænkes paa Tilsagnets Tilbagekaldelse, ikke paa Tilbagesøgning af allerede overleverede Gaver, synes umiskjendeligt; og heraf synes det igjen, som foran bemærket, at kunne sluttes, at Ejendomsrettens overgang ikke er tænkt at ske før end ved Gavens virkelige Modtagelse. – At ifølge
- ↑ G. L. 129: því er gjøf gjaldi betri, at sína á hverr úlaunaða; engi er launað, nema jafnmikit komi ígegn, sem gefit var. – M. L. V. 21, Variantcodex fra Begyndelsen af 14de Aarh.: því er gjøf gjaldi betri, at sína á hvárr aptr at taka, ef ekki er móti gefit; en ef litil gjøf kemr mikilli í mót, þá skal halda hváratveggja.
