Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/29

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Sagaerne. – At dette Lovudkast imidlertid ikke kan hidrøre fra Sverrer, men maa være fra en meget sednere Tid, i ethvert Fald efter Laterankonciliet 1215, fremgaar klart af dets eget Indhold, og det vildledende Navn hidrører alene fra en Misforstaaelse, idet Afskriveren har henført Indledningsordene i et foran Kristenretten indtaget Statut om Bannsgjerninger, udstedt af Kong Sverrer og Rigets Biskopper paa et Provincialkoncilium 1190, ogsaa til Kristenretten selv. Paa den anden Side kan det ikke være yngre end 1247, da det endnu har bibeholdt Jærnbyrden, og det synes at have ligget til Grund ved Udarbejdelsen af Erkebiskop Sigurds Kristenret af 1244. Maaske har det været et Forarbejde til denne.

Ved Slutningen af det 12te Aarh. er Trældommen ophørt i Norge.

Kong Haakon Sverressøn (1202–1204) forligede sig, som det siges, efter sin Faders Raad paa Dødslejet, med Kirken.[1] I Forligsdokumentet (N. gl. L. I. S. 444) indrømmer Kongen Kirken «al den Frihed, som den tilkommer efter de hellige Skrifter, og som den har haft fra ny og gammel Tid, eftersom Kardinal Nikolaus anordnede, og som de Eder vidner, som blev svorne for Legaten, da Jarlen (Erling) rejste Tvist med Erkebiskop Eystein om den hellige Kirkes Frihed». Men Indrømmelsen ledsages af udtrykkeligt Forbehold af «mit Kongedømme og al kongelig Værdighed ubeskaaret», og den medførte altsaa ingenlunde nogen vedtagelse af den af Magnus Erlingssøn Kirken indrømmede overhøjhed over Staten, lige saa lidt som af dennes Tronfølgelov, men alene af de øvrige ved Overenskomsterne i 1152 og 1164 i Kirkens Interesse trufne Forføjninger, hvilke man derfor ogsaa finder indtagne i alle de sednere Kristenretter. Forliget er imidlertid affattet i ubestemt Almindelighed og har øjensynlig med Forsæt undgaaet at behandle de enkelte Tvistpunkter; det kunde saaledes vel for Øjeblikket bilægge Striden, men gav den ikke nogen endelig Afgjørelse.

  1. Munchs Hist. III. S. 425–27. Keyser, Den norske Kirkes Hist. I. S. 319–24. Zorn, Staat und Kirche in Norwegen S. 150–55.