Under Sverres Sønnesøns, Haakon Haakonssøns lange og kraftfulde Regjering (1217–1263) fik Norge endelig Ro for de indre Kampe, Forholdet til Kirken ordnedes i fuld Samdrægtighed, og Landet naaede en høj Grad af velstand og Anseelse. Under hans Regjering begyndte Finnernes Omvendelse til Kristendommen, og Kirker byggedes paa Tromsøen og i Ofoten (Haak. Haakonss. S. Kap. 369). Island og Grønland underkastede sig den norske Konge 1262–1264 og 1261 (Dipl. Isl. I. No. 152 og N. gl. L. I. S. 460 fgg.).
Ved et Rigsmøde i Bergen 1223 var Haakon af samtlige Rigets Lagmænd med Erkebiskoppens Stadfæstelse erklæret for eneste lovlig arveberettiget til Riget (Haak. Haakonss. S. Kap. 85–92), og den vedvarende Gyldighed af Landets gamle Tronfølgeorden var saaledes hævdet. I 1247 sendte Pave Innocentius IV sin Legat, Kardinal Vilhelm af Sabina til Norge for at krone Kongen, og det siges udtrykkelig, at Kongen med Legatens Bifald nægtede at aflægge den samme Kroningsed som Magnus Erlingssøn (Haak. Haakonss. S. Kap. 276). Ved denne Lejlighed blev der givet flere Anordninger om Kirkens Anliggender; Gudsdom blev afskaffet og Helligdagsbudets Strenghed formildet,[1] (N. gl. L. I. S. 450–8). Allerede tidligere havde Kongen tilstaaet Erkebiskoppen Ret til at slaa Mynt (N. gl. L. I. S. 446), stadfæstet Kardinal Nikolaus, Anordning om Testamenter (N. gl. L. I. S. 447), samt indskjærpet Bønderne deres Tiendepligt, og faaet vedtaget en Afgift i Viken til Domkirken i Nidaros og St. Halvardskirken i Oslo (Olafsskot og Halvardsskot) (N. gl. L. I. S. 459 og 462). Paa den anden Side indrømmede Paven ved Brev af 19 Decbr. 1247 (Dipl. Norv. I. No. 43) Kongen, til Gjengjæld for at hans Forfædre havde opgivet Patronatet til de norske Kirker, Kaldsret til alle de af ham byggede og udstyrede
- ↑ Munchs Hist. IV. I. S. 18–40; Keyser, Den norske Kirkes Hist. I. S. 371–86. Zorn, Staat u. Kirche in Norwegen S. 183–94.
