Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/287

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


det i Virkeligheden skulde have været muligt at rokke en saa gammel Tingenes Orden. – Naar man nu tillige tager i Betragtning de mange Anvendelser, som Lovene gjorde af Præskription af Ejendomsklagen i særskilte Tilfælde, bliver det let begribeligt, at man i den følgende Tid, under Paavirkningen af den danske Ret, hvori det virkelige Hævdsinstitut var optaget (J. L. I. 44, jfr. Dom af 1544 i Krags Chr. III. Hist. II. S. 374 samt den kjøbenhavnske Reces af 1547 Art. 26 og den koldingske Reces af 1558 Art. 50), ogsaa i den norske Retsanvendelse gik ud fra Tilværelsen af en almindelig Regel om, at Besiddelse i eget Navn gjennem en vis Tid gaar over til Ejendom. Denne Tid blev da for Jordegodsets Vedkommende naturligvis den lovbestemte Odelshævdstid (60 Aar-; efter Chr. IV. L. 30 Aar), og for andre Ejendomsgjenstande 20 Aar, idet den danske Regel her støttedes ved de mange Exempler, som de norske Love frembød paa Anvendelse netop af denne Termin for Præskriptionen (G. L. 39, 53, 125, 86, 272 og 276, jfr. M. L. VI. 13; F. L. X. 28 og XII. 1; B. L. VI. 6; Rb. 1280 Art. 22 m. fl.). – Hvad fast Gods angaar, da sees det endog af forskjellige Retssager fra det 16 Aarhundrede, f. Ex. Herredagsdom af 10 August 1599, at man troede at have en udtrykkelig Lovhjemmel herfor i Ordene i M. L. VI. 2, Chr. IV. L. 1: at den Jord maa Ingen lovsøge fra (brigða undan) Besidderen; og dette falder saa meget naturligere, naar man tager i Betragtning den store processuelle Lighed, som der var mellem Odelsløsning og almindelig Vindikation; Paastanden er i begge Tilfælde ganske enslydende: «at Sagvolderen forholder sagsøgeren Gaarden N., hvilken denne formener sin rette Odel at være», – og Dommen alene deri forskjellig, at Odelsmanden bliver tilkjendt Gaarden «for Pendinge», Vindikanten uden noget Vederlag; intet laa da heller nærmere endogsaa at lade 60 Aars upaatalt Besiddelse af Jorden være afgjørende Frifindelsesgrund for Besidderen i begge Tilfælde. – Ved Affattelsen af Chr. V. Lovbog blev ogsaa den koldingske Reces’s Forskrift om den almindelige Ejendomshævd umiddelbart knyttet til den norske Rets Forskrifter om Odelshævd saaledes, at, ligesom den Jord, der har været besiddet