Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/286

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


grænse Retsgebeterne inden de engere Samfundskredse, tildels under Forhold, hvor noget stærkere Bevis for den bestaaende Tilstands Retmæssighed end det, som ligger i dens langvarige Bestaaen, ikke lettelig vil være muligt. – Mærkes kan det ogsaa, at de almindelige Præskriptionsbestemmelser næsten alene findes i Frostatingsloven; medens Gulatingsloven paa den anden Side synes mere tilbøjelig til i de enkelte Tilfælde umiddelbart at afskjære Adgangen til at omstøde uhjemlede Afhændelser. – Man kan saaledes ingenlunde antage disse Forskrifter som Anvendelser af noget almindeligt, i Folkets Retsbevidsthed optaget Institut; men man maa opfatte dem som særskilte Bestemmelser om de enkelte Forhold, som de angaar. Og paa den anden Side kan der altsaa heller ikke lægges nogen Vægt paa, at de fleste af disse Bestemmelser ikke er komne over i den nyere Landslov, som om der heri skulde ligge nogen Tilkjendegivelse af et forandret Princip i Lovgivningen. Tvertimod indeholder netop Magnus Lagabøters Lovgivning et nyt Tilfælde, hvor en virkelig Erhvervelse af Eiendom gjennem lang Besiddelse indtræder, nemlig B. L. VI. 6, hvorefter et Hus, der i 20 Aar upaatalt har staaet paa fremmed Grund, skal forblive staaende, og Huset erhverve sin Tomt til Ejendom[1].

Men saaledes, som de her anførte Bestemmelser i det virkelige Liv ytrede sin Indflydelse, er det antageligt, at det praktiske Resultat blev, at Besiddelsen efter en vis længere Tids Forløb i Almindelighed var urokkelig, idetmindste overalt, hvor den ikke grundede sig i en ligefrem Forbrydelse. Med Hensyn til Jordegods er der neppe synderligt vovet ved at antage, at Besiddelse i den foreskrevne Odelshævdstid altid var forudsat som afgjørende ogsaa med Hensyn til Ejendomsspørgsmaalet; i det mindste er det vel neppe tænkeligt, at

  1. Nú setr maðr hús sín á jørð annars manns eða tuptir, þá skal sá, er tuptir á, taksetja þann mann til sín … þá skal sakar-áberi láta bera tveggja manna vitni, at þat er hans jørð, er þau hús standa á; síðan dœmi þeir hanum jørð sína; en þá skal sakar-áberi gera húsi hans fimtar-stefnu af jørðu; en ef eigi er af fœrt fyrir fimt, þá eignast jørð hús. En ef hús stendr 20 vetr úmaga-lausn þá standi sem komit er, ok eignist hús jørð.