Hævd er som almindelig Erhvervelsesmaade ikke kjendt i vore ældre Love, men er fra den romersk-tydske Ret gjennem den danske Lovgivning (Chr. III. Kold. Reces 1558 Art. 50) indkommen i Chr V. Lovb. 5–5–3, hvor den er behandlet som en Odelserhvervelsen sideordnet Institution (jfr ovf. S. 179).
Imidlertid mangler heller ikke i vore gamle Love Erkjendelse af den naturlige Sætning, at en Tilstand, som upaatalt har bestaaet gjennem en lang Aarrække, alene af denne Grund har Krav paa at opretholdes. De ældste Love har omtrent i de samme Tilfælde som vor endnu gjældende Lovgivning henvist til Alders Tids Brug (um daga Ólafs hins helga, F L XIII. 9, XVI. 2) som afgjørende Rettesnor i forskjellige Retsforhold, saaledes med Hensyn til Vandrettigheder og Fiskeri (G. L. 85 og 93; F. L. XIII. 9), Brugsret i Almenning (G. L. 84; F. L. XIV. 7 og XVI. 2), Vejrettigheder, Gjerdeholdspligt mellem Naboer m. V. (G. L. 81, 82 og 90). – Endvidere er der meget ofte foreskrevet visse Frister, inden hvilke forskjellige Rettigheder skal være paatalte under deres Fortabelse (fyrnd, fyrnska), eller efter hvis Forløb intet særskilt Bevis skal behøves for den bestaaende Tilstands Retmæssighed[1]. Af saadanne PræskriptionsBestemmelser forekommer mange netop, hvor der handles om Ejendomsforholdet, og fornemmelig er det værd at bemærke, at, medens de rent processuelle Præskriptionsfrister i det hele er temmelig korte, og overhovedet Fristen, inden hvilken Forpligtelser, tinglige saavelsom obligatoriske, skal gjøres gjældende under Tab af Pataleretten, i begge de ældste Love regelmæssig er sat til 12 Maaneder (saaledes navnlig for Paatalen af Edfald eller den af Nægtelsesedens Undladelse udspringende Forpligtelse, efter G. L. 57 og 136, F. L. IV. 8, og for Paatalen af Forbrydelser, efter F. L IV. 54), – saa finder man ved Siden deraf i dem begge en meget lang Præskriptionstid almindelig 20 Aar, fastsat i Tilfælde, hvor en virkelig ny Retstilstand derpaa er forudsat at skulle begrundes. Medens saaledes Odelspaatalen præskriberedes i 12
- ↑ Jfr. Aschehoug i Norsk Tidsskrift 1854 S. 235 fgg.
