drev ind paa Land, tilhørte efter G. L. 145, M. L. VIII. 26, B. L. 21, Chr. IV. L. 26, Kongen. Ejeren havde dog Ret til at faa tilbage det, hvortil han kunde bevise sin Ejendomsret[1]. Udtrykkene i Gulatingsloven synes imidlertid at tyde hen paa, at Grundejeren oprindelig har haft Ret til det Vrag, som drev op paa hans Grund, og at kun, hvad der indstrandede i Almenning, tilfaldt Kongen. – Hvorvidt iøvrigt de Skibbrudnes Ret til at faa sin Ejendom tilbage har været indskrænket til Landets egne Borgere, eller om den i Danmark og andetsteds fra gammel Tid af gjældende Strandret lige over for Udlændinger (jfr. Heimskr., Olaf Tryggvessøns Saga Kap. 36) ogsaa har været udøvet i Norge, er ikke klart. At de fremmede Magter i sine Traktater med Norge udtrykkelig betingede sig Fritagelse for Strandretten og Tilladelse til selv at bjerge sit Gods, – se saaledes Frihedsbrevene for de nordtydske Stæder af 18 Juli 1278, 6 Juli 1294 og 31 Juli 1296 (Dipl. Norv. V. No. 10, 23 og 33), Forliget til Hindsgavl med Danmark af 25 Septbr. 1295 (Hvitfeldt S. 307) og Kristian II. Privilegier for Hanseaterne af 24 Septbr. 1507 (Dipl. Norv. .VII. No. 527), – indeholder vistnok i sig intet afgjørende Bevis for, at denne barbariske Ret i Virkeligheden har været gjældende hos os. – Ved Frederik den 2dens Søret af 1561 Art. 73 blev der givet fuldstændige Regler for Behandlingen af Vraggods, hvilke igjen er gaaede over i Lovb 4–4–1 til 5 uden anden Forandring end, at, medens Fr. II Søret alene tilstod Finderen Bjergeløn efter gode Mænds Skjøn, naar Vraget fandtes i Søen nær ved Land, tillægger Lovbogen ham i dette Tilfælde en Tredjedel af Vragets Værdi.
- ↑ G. L. 144: Nu fara menn á skipi ok finna fynd þann er fjár er verðr, þá skal því skipta at mannmengi sín á milli. – 145: Rek þau øll, er reka í almenninga, þá á konungr. Nú sigla menn fyrir land fram eða af hefi ok brjóta skip sín; sitt fé á hverr er kennir með váttum, hverr sem jørð á er á rekr; hafrek øll ønnur þá á konungr.
