Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/283

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Maaneder (G. L. 273, 278 og 289 samt 290–1; F. L. XII. 7), tabtes Gjenløsningsretten til Forsale-Jord først efter 20 Aars Forløb (G. L. 272 og 276; F. L. XII 1 jfr. 7).

I flere af disse Præskriptions-Bestemmelser indeholdes 4 vistnok tillige en direkte Retserhvervelse for den anden Part. Saaledes i G. L. 48, hvorefter den enkelte Medejers uberettigede Salg af Tingen, og 56, hvorefter en Hustrus eller en Træls uberettigede Afhændelser maa være paatalte inden 1 Maaned, da Handelen i modsat Fald bliver staaende; – G. L. 50, hvorefter ulovligt Salg af pantsat Gods maa være paatalt inden 12 Maaneder, da Ejeren ellers taber sin Ret;. se og Rb. 1280 Art. 22 jfr. 2 Maj 1313 Art 6, hvorefter Mandens uberettigede Salg af Konens Jordegods maatte være paatalt inden 20 Aar; – G. L. 53, hvorefter ulovlig lagt Fællig mellem Ægtefolk bliver uryggeligt, naar det ikke er rygget inden 20 Aar; – G. L. 119 og 122, hvorefter Arveret tabes, naar den ikke gjøres gjældende sednest inden 5 Aar, – og især F. L. IX. 29, der undergiver alle Arvesøgsmaal og andre Søgsmaal angaaende Penge og Gods en almindelig Præskription efter 10 Aars Frist. Men det er dog altid mere Retsfortabelsen end Retserhvervelsen, der ogsaa i disse Bestemmelser er den umiddelbare Gjenstand, og i Almindelighed er det ogsaa udtrykkelig udtalt, at Præskriptionen ikke løber mod den, som har været hindret ved lovligt Forfald. Gulatingsloven kjender ikke engang nogen virkelig Præskription af kontraktmæssige Forpligtelser, men opstiller tvertimod den Grundsætning, at «Sagen ligger i Salt» (d. e. holder sig frisk), saa længe Sagsøgeren er istand til at føre Bevis; derimod lader den Præskriptionen ramme Bevisførelsen: Medens nemlig Betaling af vitterlig Gjæld efter Regelen i G. L. 116 af Skyldneren maatte bevises med Vidner, bestemmer Kap. 39, at, naar en Gjæld havde henstaaet i 20 Aar, kunde den ikke længere bevises med Vidner; den havde altsaa tabt sin Vitterlighed, og nu maatte Kreditor efter Kap. 37 lade det komme an paa Debitors Ed. Var nu derhos Debitor død, kunde der af hans Arvinger ikke fordres nogen Vishedsed, men alene Ed paa, at Gjældens Tilværelse var dem ubekjendt, og saaledes vilde