No. 534, II. No. 463, 488, 504, V. No. 1017, VI. No. 592 o. fl. – Adelens Tiendefrihed for sine Sædegaarde, der oprindelig var rent personlig, antog efterhaanden Karakteren af reelt Privilegium.
Af særskilte Ejendomsbyrder paa fast Ejendom omtaler Lovene alene Vejrettigheder, hvilke efter G. L. 81 og 90 opstod gjennem Alders Tids Brug; hvorimod F. L. XIII. 10 indeholder den Regel, at Ret til Vej og til Landingssted erhverves ved 10 Aars upaatalt Benyttelse. Et Exempel paa negative Forpligtelser indeholder F. L. XIII. 9 Slutn., idet en Benyttelse af Vandet, som i Almindelighed tilkom Ejeren (at gjerde over mindre Elve), blev uberettiget, hvor den i Alders Tid ikke har været udøvet. – At imidlertid saavel positive som negative Servituter i hvilken som helst Udstrækning maatte kunne stiftes ved Kontrakt, og at saadanne Forhold af enhver sednere Erhverver maatte respekteres, er en ligefrem Følge af, hvad oven er forklaret om, et Parternes Overenskomst altid erkjendtes som gyldig Hjemmel for Rettigheder over Tingene. Blandt de mangfoldige Servitutforhold, som Diplomerne omhandler, skal alene anføres: Dipl. Norv. I. No. 255: en, som det synes, oprindelig kontraktmæssig stiftet Hugst- og Havneret; No. 291: en i Forbindelse med et Mageskifte indrømmet Hugstret og forbeholdt Fiskeriret; No. 581: Hugst og Havningsret som Vederlag for en Forpligtelse til Brohold; No. 622: Ret til Kværnevej og til at hugge det fornødne Virke til Kværnens Behov; II. No. 230 viser en bestemt Skjelnen mellem en af Villighed tilstaaet Vej over en Mands Ejendom, og en sand Vejservitut; V. No. 752: en 12 Mænds Dom, hvorved Vejrettighederne ordnes mellem de forskjellige opsiddere paa en Gaard; VI. No. 153: Ret til at hugge i en Skov det Fornødne til Istandsættelse af et Møllebrug, og No. 406: Hugstret til Husbehov samt almindelig vejret. – Jfr. Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur, 1854 S. 228.
