Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/265

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


besidderen under Kongens egen Overhøjhed. Lensbesidderen udøvede, eller lod ved sin Overinspekter udøve Overøvrighedsmyndigheden; beskikkede Dommere, Fogeder og Præster, forestod Udskrivningen til Krigstjeneste og Vejvæsenets Bestyrelse. Han besad altsaa alle de samme Privilegier som den adelige Sædegaardsejer, kun i en saa meget større Udstrækning. Skattefriheden var saaledes ubetinget, ligegyldigt om han selv boede paa Godset eller ikke; og den strakte sig ikke alene til Hovedgaarden og de for Lensbesidderens egen Regning drevne Gaarde, men ogsaa til en stor Del af det underliggende Bøndergods. – Lenet gik i Arv til Vasallens Efterkommere paa den i Erektionspatentet foreskrevne Maade, og hjemfaldt, naar ingen Sukcessionsberettiget var tilbage, til Kronen (konsolideredes; saaledes Rosendal Baroni, der var et blot Mandslen, allerede i 1723). Ved Utroskab mod Herren (Feloni) forbrødes Lenet. At det i strengeste Forstand maatte være uafhændeligt, forstod sig selv.

Uagtet der efter de ældre Love intet kunde være til Hinder for at oprette Stamhuse (Majorater) eller at belægge sin Ejendom med fideikommissariske Baand, for saa vidt man var sit Gods raadig og ikke traadte sine Arvingers eller Kreditorers Ret for nær, vides saadant dog aldrig at have været brugeligt, og maaske har det heller ikke i den almindelige Opfatning været anseet tilladeligt gjennem privat Forføjning at stille en Ejendom for bestandig udenfor Lovens almindelige Sukcessionsregler. Men nogen udtrykkelig Bestemmelse herom findes ikke i Lovene før end Chr. V. Lovb. 5–2–65, der tillod enhver Privilegeret, som ejede en Sædegaard paa mindst 400 Tønder Hartkorn, uden Hensyn til Livsarvingerne og med bindende Virkning for Kreditorerne, deraf at oprette Stamhus for en af sine Arvinger, alene mod at bekjendtgjøre denne sin Beslutning til Advarsel for sine Kreditorer Aar og Dag iforvejen.

Af ublandet reelle Privilegier omtales i de ældre Tider ikke mange. Af Vigtighed er alene den Fritagelse for Skatter, som i større og mindre Udstrækning blev forskjellige Ejendomme tilstaaet, men som efterhaanden igjen gik tabt, se saaledes Dipl. Norv. II. No. 133 og 476, 307 jfr VI.