De gamle Loves Bestemmelser om Jagt og Fiskeri stemmer i det Hele med Chr. V. Lovbog, hvis Afvigelser for det meste er fremkomne gjennem Misforstaaelse. Lovens Grundsætning er, at de vilde Dyr og Fiske er herreløse Ting, som Enhver kan bemægtige sig, for saa vidt han ikke derved kommer i Strid enten med en tidligere Okkupants eller med Grundejerens Ret.
Om Jagten gjaldt den Hovedregel, at Enhver var berettiget til at jage, hvor han vilde, naar han ikke brugte Hund; hvorimod Jagten med Hund var Grundejeren forbeholdt; G. L. 95[1], M. L. VII. 59, Chr. IV. L. 57. Jagede Nogen ulovlig med Hund paa anden Mands Grund, tilfaldt Byttet Grundejeren, uden at der er Tale om videre Bøder. Den, som havde opjaget et Dyr, var berettiget til det, saa længe han forfulgte det, om ogsaa en Anden fældte det (jus seqvelæ). Naaede imidlertid Dyret Vand og kastede sig paa Svøm, og en Anden da fældte det, tilkom Bogen af Dyret denne; men den, som havde rejst Dyret var i dette Tilfælde berettiget til at beholde hele Kroppen, mod at overlade Fælderen hele Skindet, eller ogsaa, om han overlod Fælderen Skudbog, at kræve at beholde skindet helt mod Erstatning. Løb noget Dyr under Forfølgningen ud af Vejdestien og en Anden derefter fældte Dyret, tilkom der begge Jægere Halvparten (jfr. Lovb. 5–10–3, der ganske er misforstaaet). Hvor Flere gik paa Jagt sammen, tilhørte det fældede Dyrs Skind den, hvis Hund havde opjaget Dyret.
- ↑ Vápnum skal dýr veiða, hver sem má, hverr sem mørk á. Nú fara menn á dýra-veiði, þá skal hverr fara þar, sem hann á mørk, at renna hundum at dýrum; þá á sá dýr er reisir, meðan hann vill eptir fara, þó at annarr veiði. Nú kemr dýr á sund, þá á sá skotbóg í, er þat dýr veiðir; leysi af með skinni, ellar leysi skarð or skinni. Nú rennr dýr af veiðistigum, ok veiða þat aðrir menn, þá á hálft hvárr þeirra, sá er veiðir ok sá er reisti. Nú ferr maðr í annars manns mørk at renna hundum, þá veiðir hann þeim er þá mørk á. Hundr á skinn, ef menn dýr veiða.
