til som gode Kristne af egen gode Villie at give sin Sognepræst, hvad dem selv godt synes.
Den Adelen til Vederlag for dens Friheder paahvilende Forpligtelse, i Krig at tjene Kongen tilhest med sine Mænd, blev af Kristian d. 4de ved Fr. 1 April 1625 og 22 Septbr. 1628 gjort til en stadig Rostjenestepligt saavel i Krig som i Fred i Forhold til Ejendommenes Størrelse, og denne blev ved Ordin. 19 Septbr. 1641 nærmere bestemt og tillige udstrakt til Gejstligheden og de uadelige Odelsbønder. Men ved Priv. 31 August 1648 Art. 7 og 1 Jan. 1649 § 10 blev det Adelen indrymmet i Fredstid at maatte være forskaanet for Rostjeneste, mod at erlægge Vederlag i Penge. – Da Rostjenesten ved Fr. 22 April 1682 blev forvandlet til en fast Skat, blev ingen andre Adelsmænd end Lensadelen fritagne for denne.
Det sees endvidere, at Adelen i Norge efter Danmarks Exempel har krævet Hoveripligt af sine Lejlændinger. Denne Pligt blev siden ved Fr. 15 Marts 1663 Art. 15 indskrænket til de Hovedgaarden eller Avlsgaarden nærmest boende Bønder, som af Alderstid havde plejet at forrette Arbejde dertil, og ved Fr. 5 Febr. 1685 § 6 (Kilde til Lovb. 3–14–23 jfr. 5–3–36) til de Bønder, som ikke boede over 2 Mile fra Hovedgaarden.
Hals og Haand med Sekt- og Sagefaldsret var et Privilegium, som allerede ved Kristian d. 3djes Haandfæstning var tilsagt den danske Adel, men som den norske først fik sig indrymmet ved Priv. 18 Juli 1646, jfr. Priv. 31 Aug. 1648 § 2, 1 Jan. 1649 § 4, 24 Juni 1661 § 1 samt Lovb. 3–2–1, 1–22–24, 6–6–1 og 5. – Det indbefattede saavel Ret som Pligt til at lade de af deres Bønder og Tjenere begangne Forbrydelser paatale, og at nyde det af samme flydende Sagefald; dog maatte de ikke tage højere Bøder af sine Bønder, end Norges Lov bestemte. Denne Jurisdiktion omfattede kun de paa Husbondens Godser i samme Sogn som Hovedgaarden eller i det næste Annexsogn boende Bønder; men uden Hensyn til, hvor Forbrydelsen var begaaet, idet Sagen; som det hedte, fulgte Manden hjem (Kgbr. 10 Decbr.
