(1160–1188) var det meget nær ved, at Kirken havde vundet en endelig afgjørende overvægt over Kongedømmet. Da nemlig Harald Haarfagres Mandsstamme antoges uddød, og Høvdingerne havde sat Sigurd Jorsalfarers femaarige Dattersøn, Magnus Erlingssøn paa Thronen, indgik dennes Fader Erling Jarl paa et Rigsmøde i Bergen 1164 en Overenskomst med Erkebiskoppen om, at denne skulde salve og krone Magnus, og saaledes af Kirkens Magtfuldkommenhed afhjælpe hans Mangel af kongelig Byrd; hvorimod Kongedømmet tilsvor Kirken sin Underkastelse og indrømmede dens Fordringer i videst Udstrækning (Magn. Erlingss. S. Kap. 13 og 14, Heimskr. 21 og 22). Der vedtoges en ny Lov om Tronfølgen, hvorved Rigets udelte Arvegang efter Førstefødselsretten og med Fortrin for Ægtefødte fastsattes; i Mangel af ægtefødte Kongesønner skulde Tronen tilfalde den nærmeste Arving efter det private Arvetal, altsaa ogsaa Mand af Kvinde. Men i ethvert Tilfælde skulde Arvingens Ret være afhængig af, at Erkebiskoppen og Biskopperne fandt ham værdig til at føre Regjeringen; i modsat Fald havde disse at vælge en anden til Konge. Efter hver Konges Død skulde hans Krone ofres for hans Sjæl, og hænge i Nidaros Domkirke til evig Tid, Gud og den hellige Olaf til Ære (G. L. 2). – Under Tvisten mellem Magnus Lagabøter og Erkebiskop Jon et Aarhundrede sednere paastod Erkebiskoppen endog, at Magnus Erlingssøn havde overgivet selve sit Rige til den hellige Olaf og erkjendt sig for dennes eller Kirkens Vasal, og til støtte for sin Paastand fremlagde han en angivelig af Magnus Erlingssøn udstedt Erklæring hvori denne ligefrem erkjender St. Olaf som Rigets egentlige Konge og sig selv alene som forvaltende Regjeringen «tanqvam suus vicarius et ab eo tenens», om hvilket Underkastelsesforhold Kronens ofring skulde bære Vidnesbyrd (se Norges gl. Love I. S. 442, Dipl. Isl. I. S. 226), Men dette Dokument, hvis Datering 23 Marts 1276, aabenbart er forvansket, er upaatvivlelig falsk og fabrikeret i eng sednere Tid. Imidlertid medførte Tronfølgeloven ligefrem Ret for Kirken til efter enhver Konges Død at besætte Tronen efter Forgodtbefindende, og at den Kroningsed, som Erling paa Sønnens
