Kollegier,[1] der skulde være Biskoppens Raad, og i Tilfælde af Vakance bestyre Biskopsdømmet, og vælge Biskop, naar Stolen var ledig; medens Biskopperne tidligere havde været beskikkede af Kongen. Fremdeles afskaffedes Lægfolkets Patronat til de norske Kirker, og Præsternes Ansættelse lagdes i Biskoppens Hænder; medens Bønderne tidligere havde haft den afgjørende Stemme ved sine Præsters Ansættelse.[2] Derhos indførtes Romerskatten ener Peterspengen (denarius Scti. Petri, 1 tællet Pening aarlig af Enhver til Paven, F. L. II. 20, jfr. Dipl. Svec. I. No. 38). Endvidere vedtoges en vigtig Anordning om Gaver og Testamenter, hvorved det tillodes Enhver at bortskjænke en Tiendedel af sit arvede og en Fjerdedel af sit selverhvervede Gods; medens tidligere den, der efterlod sig Arvinger, aldeles intet kunde bortgive (Norges gl. L. I. S. 447 jfr. F. L. III. 17 og IX. 18, B. R. 70). Endelig fik Kardinalen vedtaget et Forbud mod Vaabenbyrd i Kjøbstæderne (S. Inga Haraldss. Kap. 22, Heimskr. Kap. 23).[3] – Sandsynligvis er ogsaa den Fremstilling af Kristendommens vigtigste Troesindhold, som er indtagen i Hkb. .Kap 6 og 7; M. L. II. 1 og 2, forfattet af Kardinal Nikolaus.
Ved disse Anordninger vandt den norske Kirke en hidtil ukjendt Fasthed og Sammenhold, paa samme Tid som Tiendens Indførelse og den udvidede Testationsfrihed sikrede Gejstlighedens økonomiske Uafhængighed. Kirken optræder nu som en selvstændig Magt i Staten, og der begynder i Norge ligesom i andre Lande en Kamp mellem den verdslige og den gejstlige Magt om Overherredømmet, som varer næsten gjennem hele den katholske Tid.[4]
Allerede under den anden Erkebiskop Eystein Erlendssøn
- ↑ Munchs Hist. II. S. 876 fgg. Keyser, Den norske Kirkes Hist. I. S 223; Anecdoton Fol. 17–18.
- ↑ Keyser, Den norske Kirkes Hist. 1. S. 177–8 og 224. Zorn, Staat und Kirche in Norwegen S. 30–34, 61–70, 89 fgg.
- ↑ Munchs Hist. II. S. 863 fgg. III. S. 245 fgg. Keyser, Den norske Kirkes Hist. I. S. 221–8.
- ↑ Maurer, Die Bekehrung des norwegischen Stammes II. S. 671 og 677–81.
