blev lagt saavel paa den forædlede som uforædlede Last samt paa Brænde.
Udførselstold af Trælast paalagdes fra først af, for saa vidt Udførselen undtagelsesvis var tilladt, den fremmede Kjøbmand med hver 10de Tylvt af Dæler og ⅛ af Værdien af rund Last. Da Udførselen sednere igjen blev fri, vedblev Tolden; men den blev snart nedsat og fra Tid til anden nærmere reguleret; se især Kongebreve af 11 April 1580 og 17 Juni 1587, 24 Oktober 1602, 2 Septbr. 1628, 12 Januar 1632, 9 April 1643 samt de oven anførte Toldanordninger af 30 Januar 1664, 20 April 1665, 8 Marts 1667 og 4 April 1668. I Henseende til denne Afgift tilstedes imidlertid enkelte Nationer, fornemmelig Hollænderne, forskjellige Begunstigelser. Trælast-Udførselen til Danmark var i Regelen fri for Told. – I de ældre Toldanordninger forekommer derhos oftere Forbud dels mod Udførsel dels mod Hugst af visse Slags Trælast.
Mere umiddelbare Paabud om Skovenes Konservation fremkom derimod ved Kristian den 4des Forordninger em Skovenes Forhuggelse og om Rydningsvæsenet af 28 Juni 1632, gjentagne i st. Reces 1643, 3–39 og 40[1]. Det forbydes her under Straf af Konfiskation at hugge ringere end 7-bords Stokke til Sagtømmer (jfr. Kgbr. 2 Septbr. 1613, der forbød at hugge Sagtømmer kortere end 8 Alen), med mindre det sker til Husfornødenhed, hvor ikke større Tømmer er at bekomme. Fremdeles forbydes at hugge friske Trær til at brænde Tjære af, samt at brænde Braate, forinden de nedhugne Trær er førte saa langt bort fra den gjenstaaende Skov, at ingen Skade deraf kan opstaa (jfr. Lovb. 3–12–14 og 6-19–11). – Ved Fr. 9 Juli 1670, gjentagen i Skovordinansen af 12 Maj 1683, jfr. Fr. 5 December 1685, blev det gjentagende paalagt Ejerne ikke at forhugge sine Skove til Upligt, hvorhos det, navnlig af Hensyn til Flaadens Behov, forbydes at hugge Master paa over 18 Palmer til Udførsel andetsteds end til Kjøbenhavn, og, af Hensyn til Sagbrugenes Forsyning, at hugge Bjælker over visse bestemte Dimensioner. Videre blev Skovdriften ordnet ved
- ↑ Jfr. Norske Samll. I. S. 112 fgg.
