viant, foretager Strandhug (G. L. 303; F. L. VII 23; M. L. III. 13). I saa Tilfælde bestemmer imidlertid Loven, at Erstatning skal gives.
En væsenlig Indskrænkning i den Enkeltes Raadighed over sin Ejendom medførte Odelsretten, hvilken dog ikke bør opfattes som nogen Indskrænkning i Ejendomsretten, men alene som Udtryk for de Cairnes Forestilling om Slægtens Medberettigelse til, hvad dens enkelte Medlemmer ejer.
Derimod maa som en vigtig Indskrænkning i den private Ejendomsret mærkes den Kongen tilkommende Forkjøbsret til alle de Varer, Nogen havde at sælge, hvilken Ret med Hensyn til Varer, indførte fra Udlandet, gjaldt i 3 Dage efter Skibets Ankomst, se M. L. VIII. 9, Chr. IV. L. ibid., jfr. B. L. i VI. 18; se og om Falke M. L. VII. 52, Chr. IV. L. 49, Lovb. 3–14–38. Denne Ret var en Arv efter de gamle Herser, og havde saaledes egentlig sin Grund i det patriarkalske Forhold. Den medførte imidlertid ikke, saaledes som de islandske Goders tilsvarende Ret, nogen Myndighed til at sætte Taxt paa de indførte Varer, og endnu mindre nogen Ret til at fordre tilkjøbs Andet, end hvad Ejeren selv vilde sælge; skjønt man vistnok finder, at de kongelige Ombudsmænd har misbrugt Forkjøbsretten paa mange Maader, se Rb. 30 Juli og 14–15 Novbr. 1316, 19 Juni 1355, 5 Febr. 1360, 1 Maj 1373 samt 22 Januar 1358, Reces 1568 Art. 10 og 14 og Reces 7. Oktbr.1578 Art. 11 og 12.
Endvidere havde Kongen Ret til at forbyde Udførsel af Varer fra Landet eller fra visse Distrikter (bann), se G. L. 295 og 313; F. L. VII. 1 og 27; M. L III. 1 og VIII. 25, Chr. IV, L. ibid[1], hvilken Ret ogsaa, ved at anvendes i Forbindelse med Forkjøbsretten, sees at have givet Anledning til svære Udpresninger. – Herhen hører ogsaa Bestemmelsen i M. L. VII. 14, at Kongens Ombudsmand, naar Kornmangel indtræder, skal undersøge omkring i Bygden, hvor Oplag af Korn og Mel findes, og Ejeren er da forpligtet til at overlade, hvad han ikke behøver for sit eget
- ↑ Saaledes: Ol. s. helga Kap. 102; FmS., Han s. harðr. Kap. 42 og Hák. Herðibr. S. Kap. 25.
