Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/216

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Hus, til dem, som mangler Korn, efter gangbar Pris; og Ingen maa uden med Kongens specielle Tilladelse virke Malt under saadan Mangel. – Se endvidere B. L. VI. 14, hvorefter Malttilvirkning i Byerne eller af der indkjøbt Korn til enhver Tid var forbudt.

De Indskrænkninger, som Byloven foreskriver med Hensyn til Handelen, var nærmest fremkaldte af Hensyn til at lette Beboernes Forsyning. Handelen, idetmindste med de vigtigere Artikler, maatte ikke foregaa fra Skibene, men Varerne skulde udskibes og sælges enten i Husene eller paa Torvet. Alle Udsalg i smaat skulde ske fra Boder i Gaderne, men Fisk sælges fra Baadene. Fremmede Kjøbmænd maatte ikke fore sine engang til Byen indførte Varer ud igjen, men al Vare, som bliver bragt til Byen, skal sælges der; Gjæst maatte ikke handle med Gjæst, men Byens Borgere var forkjøbsberettigede næst Kongens ombudsmand foran alle Fremmede, (B. L. VI. 8, 16, VII. 23; Rb. 11 Novbr 1301 og 11 Juni 1302). – Allerede i Rb. 16 Oktbr. 1299 forbydes det Bissekræmmere at rejse om i Bygderne med sine Varer; men al Handel skal være indskrænket til Byerne, uden hvad Bønderne sig imellem maatte have at kjøbe eller sælge, jfr. Rb. 8 Marts 1364 og 3 Maj 1372, 26 Aug. 1383 m. fl., der forbyder Enhver at fare ind i Fjordene eller paa Fiskeværene for at handle. At Byens egne Indvaanere skal være eneberettigede til at nære sig ved Handelen, og at der til at drive Kjøbstadnæring udkræves formelig optagelse i Borgernes Tal, blev først i Løbet af det 14de Aarhundrede en anerkjendt Sætning; Borgerskab som Betingelse for Ret til Næringsdrift forekommer neppe før i Rb. 10 Maj 1318. Derimod gjaldt der ingen Indskrænkninger til Fordel for de bosatte Kjøbstadborgere i Udlændingers Adgang til selv at foretage den fornødne Omsætning af sine Varer.

Fra det 16de Aarhundrede bevirkede Hensynet til Skovenes Bevarelse forskjellige Indskrænkninger i Ejerens Raadighed, hvorom nedenfor vil blive handlet (§ 36).

Om Herrens Raadighed over sine Trælle er talt i § 17. Se G. L. 68, 69, 182; F. L. V. 20, X. 40 og XI. 20; B. R. 142.