Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/211

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


vægrede sig ved at modtage Kreaturerne, stod den tidligere Lejetager derefter kun til Ansvar for sin egen Forsømmelse, paa samme Maade som en Depositar (G. L. 36, M. L. VIII. 4[1]), og det samme indskrænkede Ansvar paalaa ifølge G. L. 43, M. L. VIII. 15, Chr. IV. L. ibid. den, som havde taget den Andens Kreaturer paa Foder (á fulgu), hvorved Forudsætningen er, at han ikke erholder andet Vederlag, end hvad Kreaturerne kaster af sig[2]. De sidst anførte Lovsteder angiver med megen Omstændelighed, hvad der skal henregnes til Forsømmelser, hvilke i sig selv temmelig strenge Bestemmelser i det Hele er gaaede over i Lovb. 5–8–11. – Til nogen Forskjellighed i Bedømmelsen af Ansvaret for den bevislige Uagtsomhed (culpa lata eller culpa levis) efter Retsforholdets forskjellige Art (jfr. Lovb. 5–8–17) findes i vore gamle Love intet Spor.

Virkningen af Misligholdelse af kontraktmæssige Forpligtelser var naturligvis først og fremst, at den forsømmelige under Straf blev tvungen til at efterkomme sin Pligt (þó at síðarr sé), for saa vidt saadant efter Forholdets Beskaffenhed var muligt. I modsat Fald maatte naturligvis det oppebaarne Vederlag gives tilbage (þá skal þat kaup aptr gánga en hinn hafa andvirði sitt). Dog bestemmes der i flere Vanhjemmelstilfælde, at Overdrageren fortrinsvis skal erstatte den besvegne Modtager hans Tab med en anden ligesaa god Ting af samme Art. Saaledes i Tilfælde af dobbelt Salg eller Leje (G. L. 78[3]; F. L. XIII. 17; M. L. VII. 6, Chr.

  1. Nú kemr sá eigi er fé skyldi taka, en hinn kemr er reiða skal, þá skal bjóða fé i eindaga, … þá skal segja af leigu ok hald ok ábyrgð, ef þat var áðr leigt, ok hafi sá er áðr hafði, ok ábyrgist við handvømmum sínum, til sá kemr eptir, er á; þá skal hánum í hønd selja.
  2. Nú felr maðr búfé inni at manni at fulgumála réttum, þá skal hann ábyrgjast við handvømmum sínum allum. … Nú tekr maðr naut á fóðr, þá skal hann svá ábyrgjast sem fulgunaut.
  3. Nu selr maðr eina jørð tveim mønnum, ok hvervetna þess, er maðr selr tveim mønnum hit sama, þá skal sá hafa, er fyrri kaupir eða leigir; aðra skal hann hinum fá, ef hann hefir til, eða gjalda handsalsslit, 6 aura; en ef hann á þá eina, er hann býr á, þá skal hinn hafa en eigi sjálfr hann.