Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/210

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Hænder, kunde han ogsaa kræves til Ansvar af en sednere Kjøber. – I Christian d. 4des Lovbog er Hjemmelsborgen som særskilt Institution forsvunden, og det indskjærpes alene Kjøberen af «store Ting» at forsyne sig med behørig Hjemmel. I den danske Ret var Vin allerede i J. L. II. 93 og 94 (Kilde til Lovb. 6–17–1, 2, 5) gaaet over til Vidne paa Handelen, hvilket befriede Kjøberen for Tyvsansvar.

Angaaende den Agtsomhed, som Parterne i Kontraktsforhold skylder hinanden, indeholdt de gamle Love ingen almindelige Forskrifter undtagen lige over for Besidderen af fremmede Ting. Den almindelige Regel synes at have været, at Besidderen ubetinget indestod for Tingen, uden Hensyn til, om der kunde lægges ham noget tillast eller ikke; undtagen hvor Besiddelsen var at betragte som en mod Ejeren udvist Tjeneste, eller Ejeren modvillig havde vægret sig ved at overtage denne, i hvilke Tilfælde Besidderen kun var ansvarlig for sine paavislige Forsømmelser (handvamm). Saaledes bestemmer G. L. 49 og 144; M. L. VIII. 19 jfr. VII. 39, Chr. IV. L. ibid., B. L. 18 om Laantageren, at han altid skal være ansvarlig for at Laanet kommer lydesløst hjem; hvori dog Magnus Lagabøter gjorde den Indskrænkning, at han var fri for videre Ansvar, naar han selv omkom tilligemed den laante Ting (Kilden til Lovb. 5–8–2). Samme Ansvar paalaa efter G. L. 50 jfr. 144, M. L. VIII. 20, Chr. IV. L. ibid., B. L. 19, Panthaveren[1]. Ogsaa ved Leje af Kreaturer stod efter G. L. 41[2] Lejetageren til ubetinget Ansvar; men M. L. VIII. 14, Chr. IV. L. ibid., fritager ham dog for Ansvar for rene Naturbegivenheder (Kilde til Lovb. 5–8–10). Dersom imidlertid Ejeren efter Lejemaalets Udløb

  1. G. L. 49: Sú skal lán ábyrgjast er þiggr, ok koma heilu heim. – 50: Nú leggr maðr øðrum veð fyrir einhvern hlut, þá skal sá ábyrgjast veð er tekr.
  2. Nú selr maðr kýr á leigu, þá skal sá kú ábyrgjast at øllu, er hefir, ok selja slíka aptr, sem hann tekr, nema hon sé ellri. … Nú vill hann eigi kú leiga lengr, þá skal hann þann hitta, er kú á … ok segi hann af ábyrgð sína ok veiti vørð kú svá sem sínum nautum ok þiggi af nyt ok hafi þat fyrir gras ok gætslu, ok ábyrgjast við haudvømmum einum.