Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/193

47^[1], jfr. Hkb. 117 og M. L. VIII. 8, B. L. 10 foreskrev, at enhver fri og myndig Mand selv skulde søge sine Sager; alene det foreløbige Hjemstevne kunde sagsøgeren lade foretage ved en Anden, som han dertil vidnesfast havde bemyndiget, ligesom Domfæste, hvortil sagvolderen ubetinget var forpligtet, kunde ske ved hvem som helst; Kvinder, Umyndige og Fraværende kunde derimod lade sine Sager udføre ved Andre. F. L. X. 29 og 36, B. R. 160, jfr. B. L. VII. 24^[2] giver en almindelig Tilladelse til at bruge Fuldmægtig i Rettergang, dog er det overalt forbudt at benytte nogen Fuldmægtig af højere Stand end Modparten. Uberettiget Brug af Fuldmægtig havde til Følge, at Modparten ikke behøvede at indlade sig paa Rettergangen. Hvor Fuldmægtig benyttedes, synes altid selve Sagen at være bleven ham overdragen (handselja málit), jfr. Sigurd Hranessøns Proces, Storms Udg S. 13, 36–7), saa at Fuldmægtigens Handling i ethvert Fald blev forbindende for Parten. Dette var paa Island den eneste tilladelige Maade (Grág. þingskþ. 40, 60, 71), og at det samme ogsaa er Meningen i de norske Love, synes at fremgaa af det oftere benyttede Udtryk: at Fuldmægtigen skal søge eller værge den Andens Sag som sin egen, og bestyrkes ved sammenligningen mellem B. L. VII. 10 og 24. – Dernæst i Bestyrelsen af faste Ejendomme, fornemmelig i det saa vigtige Jordlejeforhold. Enhver Jorddrot, som ikke selv boede inden Fylket, var pligtig til der at holde en anerkjendt Ombudsmand med en af Loven selv fastsat Kompetens^[3]. Det siges udtrykkelig i F. L. XIV. 2 og 4, M. L. VI. 17 og VII. 26 jfr. 7, at den af ombudsmanden foretagne Bortbygsling af Jorden paa den sædvanlige Lejemaalstid (3 Aar) saavelsom Skifte af Brugsretten (hafnskipti) i ethvert Fald

1. Sjálfr skal hverr sína sókn sœkja innanlands, frjáls ok fulltíða.
2. Hverr maðr má bjóða øðrum um sókn sína ef hann vill, svá karlmaðr sem kona; en sá er við umboði tekr, skal svá sœkja annars sókn sem sína, því at opt fær eigi sjálfr sótt.
3. Sá er umboð hefir, sœki landnám um allan áverka, sem hann eigi sjálfr, ok jarðir byggi ok eigi sjálfum, ok leigur af taki, ef landsdróttinn vill.