Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/192

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


kerhed og de Ubilligheder mod Tredjemand, hvortil Princippet i sine praktiske Konsekvenser kan lede, fremstillede sig neppe heller for vore Forfædres Retsbevidsthed som nogen Uret. En større eller mindre Begrænsning af Rettighedernes tinglige Karakter og Virksomhed lige over for Tredjemand maa altid hvile paa positiv Lov, og forudsætter mere udviklede Samfundstilstande og en Indgriben fra Statsmyndighederne Side i den private Rets Omraade, som Nordmændene endnu mindre i Ejendomsforholdene end paa andre Feldter var tilbøjelige til at tilstede.

-Som saadanne Begrænsninger maa man heller ikke betragte de Formaliteter, som vore gamle Love saa hyppig foreskrev som Betingelse for de vigtigste Retshandlers Anerkjendelse saasom Haandslag, Skjødning, Lysning m. v. Ti disse var foreskrevne for Parternes egen Skyld, og havde alene til Hensigt at betegne Overgangen fra de foreløbige Forhandlinger til den endelige Overenskomst paa en haandgribelig Maade. – Alligevel forstaar det sig, at mange af disse Former, navnlig de hyppige Bud om Vidners Tilkaldelse, offentlig Lysning, højtidelige Gilder m. v., ved den Notorietet, som de gav, og i Virkeligheden ogsaa var beregnede paa at give Retsforholdet, væsenlig maatte virke til at formindske Retsusikkerheden og give Tredjemand en Betryggelse, som under hine simple Samfundsforhold i de fleste Tilfælde maatte være tilstrækkelig.

Derimod kan det neppe betvivles, at de gamle Loves hyppige Præskriptions-Bestemmelser, hvis Oversiddelse mere eller mindre ubetinget havde selve Rettighedens Tab tilfølge, for en væsenlig Del har været motiverede af Hensyn til Tredjemands Betryggelse, om end ogsaa de nærmest er foreskrevne for Parternes egen Skyld.

I et Par Tilfælde, hvor det i særlig Grad maatte være af Vigtighed for Tredjemand at kunne stole paa, at den, med hvem han indlod sig, ogsaa var rette Vedkommende, er det derhos umiskjendeligt, at Loven gjennem positive Forskrifter angaaende disse Forhold har søgt at tilvejebringe en saadan sikkerhed. Saaledes i Rettergangen, hvor G. L.