Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/188

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


De processuelle Regler ved Odelspaata1e, der i sig selv ikke afveg synderligt fra den almindelige Rettergang i Sager angaaende Penge og Gods[1], skal behandles i 5te Afsnit, om Rettergangen. Beviset for Løsningsmandens Odelsret skulde efter Gulatingsloven føres ved 3 Mænd, odelsbaarne inden Fylket (árofar), som havde været 20 Aar gamle, da deres Fædre døde, hvilke skulde bevidne, at Løsningsmandens opgivne Stamtavle stemmer overens med deres Fædres Beretning, hvorhos 2 andre odelsbaarne Mænd, som havde været 15 Aar, da deres Fædre døde, skulde sande hines Ed. Se G. L. 266–269, F. L. XII. 6–8, M. L. VI. 8–10, Chr. IV. L. 5, Rb. 1316 (N. gl. L. III. 120) samt Fr. 2 Maj 1629, der foreskrev Rettens Fortabelse for Løsningsmanden, naar han ikke udførte sit søgsmaal til endelig Dom.

Ejendom i Kjøbstæderne var aldrig Odelsretten undergiven, men regnedes lige med Løsøret, uagtet alle Kjøbstadsmænd i Henseende til personlig Ret agtedes som Haulder. Jfr. dog B. L. VI. 5, ophævet ved Fr. 7 Marts 1558, om Forkjøbsret til Huse i Byen.

  1. Se Hertzberg, Den ældste norske Proces S. 35 fgg. og. 89 fgg.