Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/189

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
De formueretlige Forhold.
§ 29.
Obligatorisk og tinglig Ret.

Den i Begrebet selv liggende Modsætning mellem de tinglige Formuerettigheder, hvis Gjenstand er en legemlig Ting, og de obligatoriske, hvis Gjenstand er en Præstation af en anden Person, – de første med umiddelbar Fyldestgjørelse af Tingen, de sidstes Fyldestgjørelse afhængig af den Forpligtedes Evne, – viser sig skarpt at være fattet af vore Forfædre og anerkjendt allerede i vore ældste Love, se især G. L. 115, M. L. V. 13[1], hvor det siges, at Fordringshaverne i død Mands Bo, hvis dette er utilstrækkeligt, skal lide forholdsvis Afslag, men den, som har Pant i en Ting, skal først have den; jfr. F. L. IX. 28, hvorefter Panteretten kan gjøres gjældende mod sednere Kjøbere. – Paa den anden Side knyttede Loven ikke denne sin Anerkjendelse til Iagttagelsen af visse Former ved Retsforholdets Stiftelse eller til dettes Fremtræden under en bestemt ydre Skikkelse. Var det først givet, at en Ret af et vist Indhold var stiftet, blev den ogsaa efter dette sit Indhold af Loven anerkjendt, og det med selvsamme Gyldighed lige over for tredje Mand, som i Forholdet mellem Parterne selv. Det gjorde i denne Henseende ingen For-

  1. Ef eigi endist í alla staði fé, þá skal sá mest þarnast, er mest átti fé at hánum. Tølu skal hafa til þess; nema maðr ætti veð í einumhverjum grip, þá á hann þann fyrst at hafa.