Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/187

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


det let forklarligt, at Lovbydelsen snart maatte blive betragtet som en temmelig overflødig Sag, og tilsidst gik aldeles af Brug (Dons, de jure retractus gentilitii, Hafn. 1767, oversat i Evensens Samll. 1ste Binds 1ste Hefte, Side 65–66) der bevidner, «at Odelsgods næsten altid afhændes uden foregaaende Lovbydelse»). – Da Præskriptionsterminen endvidere var den samme som den, hvori Odelsret erhvervedes ved samme Ætlægs Besiddelse efter Kap. 1, blev Tillægget om, «at saadan Jord ikke kan lovsøges fra den Æt, som den i saa lang Hævd haft haver», egentlig ganske overflødigt, og fik først igjen nogen Betydning, da Hævdstiden ved Fr. 14 Januar 1771 blev gjort kortere end Præskriptionsterminen. Alligevel lod Chr. IV. L. Tillægget blive staaende, sandsynligvis af den Grund, at man allerede i den tidligere Praxis, – paavirket af den danske Rets, fra den romersk-tydske indkomne Lære om Ejendomshævd, se Kbhvn. Reces 1547 Art. 26 og Kold. Reces 1558 Art. 50, i Forbindelse med de norske Loves forskjellige Anvendelser af Klagepræskriptionen, der i de fleste Tilfælde vistnok maatte lede til en umiddelbar Ejendomserhvervelse, – havde indlagt den Forstaaelse i disse Ord, at upaatalt Besiddelse i Odelshævds-Tid afvæbnede enhver Vindikation, og ikke alene Odelspaatale. Det viser sig af dere Retssager fra 16de Aarh., f. Ex. Herredagsdom af 29 August 1599, at man har fortolket Bestemmelsen i M. L. VI. 2 saaledes, at 60-aarig upaatalt Besiddelse af samme Ætlæg er urokkelig uden Hensyn til Adkomsten, altsaa at Praxis paa dette Lovsted har grundet Ejendomshævd. Ogsaa Udtrykket i Chr. V. Lovs 5–5–3, hvor Hævds-Institutionen først er optagen i Norges Lovgivning, sammenlignet med dens umiddelbare Kilde, Kold. Rec. 1558 Art. 50, viser, at Ejendomshævd i den norske Ret er en Anledning af Odelshævden: «Hvis andet Gods og Ejendom o. s. v.»

Med Hensyn til Odelsgods, som den ene Ægtefælle indbragte og lagde i Fællig med den anden, bestemmer Chr. IV. L., som ovenfor anført, at den Længstlevende alene skal beholde Brugsretten sin Livstid; hvorimod det efter dennes Død skal tilfalde næste Odelsmand.