derlag for[1]», – aabenbar forudsætter, at Gaven blot er tilsagt. Ved Rb. 1280 Art 12 siges det ogsaa udtrykkelig, at alle i Giverens levende Live fuldbyrdede Gaver skal holdes, forsaavidt ikke skjønsomme Mænd finder, at de sigter til Arvingernes Besvigelse. Jfr. G. L. 58, F. L. III 13, M. L. V. 12, der samtlige indeholder, at enhver Disposition, der skjønnes at være anlagt paa Besvigelse af den lovlige Arvings Ret, som saadan er ugyldig.
Fra ovennævnte Regel gjældte imidlertid efter alle de gamle Love den Undtagelse, at Ingen maatte, engang i levende Live, give et af sine Børn mere end det andet. Hvorvidt det samme har gjældt i Forhold til andre Arvinger, siges ikke; men det synes antageligt. Hvor Nogen havde faaet formeget, skulde de, som ikke havde faaet Fyldest, efter Faderens Død forlods udtage af Boet, hvad de andre havde erholdt forud. Og i Overensstemmelse hermed fastsættes, at, naar den ene Søster havde faaet Hjemmegift af sin Giftningsmand og siden arvede denne, skulde de øvrige Søstre forlods udtage et tilsvarende Beløb, inden Arven skiftedes. Se G. L. 128 og 129, F. L. XI. 2 og 3[2]. Oversteg den modtagne Gave, hvad Vedkommende kunde tilfalde i Arv, taler de ældste Love dog ikke om, at Modtageren skulde have nogen Pligt til at tilbagebetale noget; tvertimod synes det modsatte at fremgaa af F. L. XI. 3. – Ved M. L. V. 7, 1ste Arv i Slutn. bestemtes derimod udtrykkelig, at, om Nogen havde forud erholdt mere, end hans Arvelod beløb sig til, skulde
- ↑ Því er gjøf gjaldi betri, at sína á hverr úlaunaða; jfr. Variant til M. L. V. 21, N. gl. L. II. S. 90 Note 22. Mærk ogsaa Ordsproget: Æ sér gjøf til gjalda.
- ↑ G. L. 129: Gefr maðr syni sínum øðrum meira en øðrum, þá er þeir skipta arfi hans, þá taki hann jafnmikit af fé úskiptu, sem hinum var gefit, er meira tók, ok skipti síðan at jafnaði því er eptir er. – F. L. XI. 2 og 3: Ef dœtr verða faður síns arfar eða móður eða bróður, eða hverskis arfar, er þær verða, en sumar giptar en sumar úgiptar, þá skulu þær, er úgiptar eru, taka svá mikit af úskiptum arfi, sem þær høfðu, er giptar eru heiman. – En þó at allar sé heiman giptar, ok er eigi skipt heimanfylgju til jafnaðar þeirra á millum, þa taki af úskiptum arfi svá mikit, sem sú hafði, er mest hafði heiman, æ meðan vinst til.
