Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/165

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Kristenpligt at respektere en Mands sidste Vilje, især den, som gjøres til Bedste for hellige Steder eller Fattige, og truet Arvingerne med Banns Straf, hvis de bryder samme, – bestemmer, at enhver fri og myndig Mand frit skal kunne testere over, hvis han efterlader 5 eller flere Børn, Halvdelen, hvis han efterlader 4 ener færre Børn, 2 Tredjedele, og hvis han blot efterlader Udarvinger, 3 Fjerdedele af alt sit Gods, og at Arvingerne alene skal have Ret til resp. ½, ⅓ eller ¼ af samme. Men denne Bestemmelse fik, ligesaalidt som Jons Kristenret iøvrigt, legal Gyldighed, og er udtrykkelig tilbagekaldt af Haakon Magnussen i Rb. 1308 Art. 2 (gl. L. III. S. 82), jfr. ogsaa J. K. R. Kap. 16 Slutn.i Udg. og Rb. 1308 Art. 9. – At det overalt var en Betingelse for Testamentets Gyldighed, at Testator var ved sin fulde Forstand, er en Selvfølge. – Var fast Guds borttestamenteret, siger F. L. IX. 4 udtrykkelig, at formelig Skjødning ikke var fornøden, naar kun Gaven var bevislig.

Derhos bestemte Lovene udtrykkelig, at visse Gaver i ethvert Tilfælde skulde holdes. Disse Gaver var, foruden Tiende (Hovedtiende), hvorom ovenfor, ifølge G. L. 129: Trælles Frigivelse (dog hvis Herren geraader i yderste Armod, skulde den Frigivne give ham Underholdning, hvis han ikke havde betalt sit Værd), Barnefosterløn, Gaver af Kongen eller til ham, Eftergivelse af Løsingsøren = 6 Ører (G. L. 62) samt Gaver til sit uægte Barn indtil et vist Beløb i Forhold til Giverens Stand (jfr. ovf. S. 83–4). F. L. IX. 4, 17 og 18 omtaler, foruden Tiende, alene Gaver til tybaaret Barn og Fosterbarn samt Heimanfylgja til den Kvinde, hvis Giftningsmand man er, F. L. XI. 2, – og M. L. V. 21 alene Gaver af eller til Kongen.

At der ved alle disse Indskrænkninger i Retten til at raade over sit Gods alene sigtes til Dispositioner for Dødstilfælde, og at alle Gaver, som var fuldbyrdede i Giverens levende Live, blev uryggelige, fremgaar, foruden af hvad man af Sagaerne ved, at der virkelig skede, klarligen af G. L. 129, der ved sin Bemærkning om, «at Giveren ejer, d. e. kan beholde eller tilbagekalde den Gave, som ikke er givet Ve-