Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/164

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


engang i sit Liv at give til Kirken Tiende af al sin Formue (höfuð-tíund); var denne ikke udredet før, skulde den i det sedneste betales ved hans Død. Ved den regelmæssige Indkomst-Tiendes (ávaxtar-tíund) Indførelse i Begyndelsen af 12te Aarh. bortfaldt vistnok Hovedtienden som Tvangspligt[1]; men naar Nogen havde lovet at yde den, ansaaes dette Løfte vistnok ikke alene moralsk, men ogsaa retligt forbindende for hans Arvinger (jfr. G. L. 129; B. K. R. 11; E. K. R. (I.) 48, (11.) 37; S. K. R. 34; F. L. II. 17; se og Dipl. Norv. VI. No. 507). – Ved Kardinal Nikolaus’s Legation 1152 blev det udtrykkelig bestemt. (gl. L. I. S. 447–48), at det skulde staa Hver frit for at give hvem han vilde efter sin Død en Tiendedel af alt arvet og Fjerdedelen af alt selverhvervet Gods, løst og fast. Det tilføjes udtrykkelig, at saadan Forføjning helst bør ske til gudeligt Brug, men dog ogsaa kan gjøres til hvem som helst, Skyldt som Uskyldt. Bestemmelsen, der er stadfæstet af Kong Haakon Haakonssøn 1224[2], er indtagen i F. L. III. 17 jfr. IX. 4. og 18, B. R. 70, M. L. V. 21, Chr. IV. L. 22. Havde Nogen raadet over mere, end han efter denne Bestemmelse havde Ret til, skulde efter M. L. V. 21 jfr. Rb. 1280 Art. 11 alle Legater undergaa forholdsvis Afkortning; dog saa, at Sjælegaver skulde udredes uformindskede, forsaavidt det lovlige Forhold lod sig tilvejebringe ved Afkortning i det til Private skjænkede[3]. – En ganske anderledes udvidet Testationsret opstilledes i J. K. R. 15 og 16 (Var. N. gl. L. II. S. 349–50), der, – efter, at have indskjærpet, at det er en ubetinget

  1. Jfr. Maurer, Über den Hauptzehnt einiger nordgermanischer Rechte, i Abhandl. d. kgl. bayer. Akad. d. Wiss. 1. Cl. XIII Bd. II Abth. S. 21–52.
  2. Hverjum manni skal frjálst vera svá konum sem karlmønnum at gefa hin tíunda hlutinn or landi ok lausum eyri, er hann hefir með erfðum fengit, ok fjórðung fengins fjár, helgum støðum er vill, frændum ef þat sýnist óskyldum mønnum ef þat beri meir i skap. … En þessa gjøf má svá gefa sjúkr sem heill, ef hann hefir alla sína samvitsku ok vítsmuni.
  3. Þar skal fyrst af lúkast tíundar-gjøf ok fjórðungs-gjøf, ef meðr gefr guði fyrir sál sína, hverjum manni er hann gefr løggjøf sína.