som skulde ætledes, maatte være ægtefød, netop maatte gjøre den virkelige Faders Ætledning af sit Barn aldeles virkningsløs.
Virkningen af Ætledningen var, som bemærket, at Ætledingen i Henseende til al Slægtskabsret blev stillet lige med Ægtefødte. Dette gjaldt dog egentlig kun fuldstændigt efter G. L. og F. L., se VIII.1 og III. 13. Ved M. L. blev derimod Ætledingen stillet i 2den Arv, jfr. Rb. 1280 Till. S. 11, efter ægtefødte Børn, Sønnesønner, Fader og Farfader; og ved Chr. IV. L. endog lige ned i 5te Arv, næst efter Sødskendebørn paa Mandssiden. Men herved maa dog bemærkes, at det, ifølge det tidligere Anførte, ikke har været Meningen i de ældre Love at angive den Ætlededes Arveret netop efter Ætlederen selv, uden for saa vidt denne var hans virkelige Fader, men alene i Almindelighed hans Arveret inden Slægten. Efter Chr. IV. L. var det derimod udentvivl Meningen, som det ogsaa udtrykkelig siges i Dommen af 1318, at bestemme Ætledingens Arveret efter den, som havde ætledet ham. – Det synes iøvrigt, at der efter de ældre Love var Adgang til ved selve Ætledningen at begrænse den Ætlededes Arveret (ligesom endnu ved Kuldlysningen efter 5–2–71) saa at han, saa længe de øvrige Frænder var i Live, skulde lade sig nøje med, hvad der var ham tillagt. Ved M. L. V. 8, Chr. IV. L. ibid. bestemtes det udtrykkelig, at Ætledningen ikke skal præjudicere andre, ufødte ener umyndige, Arvingers Ret end dem, som selv havde meddelt sit Samtykke. – Ætledingen skulde lyse, at han var ætledet, hvert 10de Aar, indtil han med Hjemmel af Ætledningen havde erholdt nogen Arv; siden skulde denne Arv være Hjemmel for hans Arveret i Fremtiden.
Testamentariske Dispositioner var naturligvis aldeles ukjendte i de ældste Tider, for saa vidt Nogen efterlod sig Slægtarvinger; i modsat Fald kunde han bortgive sin Arv til hvem han vilde (gjaferfð), hvilken Disposition var tilbagekaldelig for Mand 1 Gang og for Kvinde 2 Gange, men derefter maatte holdes (G. L. 107, F. L. IX. 3 og 4). – Ved Kristendommens Indførelse gjorde imidlertid Kirken den Grundsætning gjældende, at det var enhver Kristens Pligt
