Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 1.djvu/155

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


efter Moder, selv om Søn var til, altid visse Klædningsstykker, Smykker, Bohave, Sængklæder o. dl. (IX. 9).

Arvetallet efter Eidsiva- og Borgartingsloven kjender vi ikke; Bjarkørettens Arvetal synes at have stemmet med Frostatingslovens.

Den, som ingen Slægtarving havde inden de bestemte Led, kunde bortgive sin Arv til hvem han vilde. Saadant Testamente kunde en Mand tilbagekalde en Gang, og Kvinde 2 Gange; men derefter maatte det holdes (G. L. 107, F. L. IX. 3 og 4). Saadan testamentarisk Arv kaldtes gjaferfð, og den Arvelader, som ingen Slægtarving efterlod, kaldes i F. L. IX. 3 jfr. 5 gestfeðri[1].

Efterlod den Afdøde ingen Slægtarving, og heller ikke havde bortgivet sin Arv, betragtedes Arven som bortdøet (aldanða arfr) og tilfaldt Kongen. Herfra indtraadte dog i visse Tilfælde Undtagelse, hvis den Afdøde havde været forsørget til sin Død af Nogen[2], i hvilket Tilfælde denne tog Arven (branderfð). Fremdeles, naar Nogen var død som Lejlænding paa anden Mands Jord, eller som hans Huskarl eller Gjæst, eller paa hans skib i Søen, i hvilket Fald Jorddrotten, Husbonden eller Skipperen forlods tog en bestemt Sum, efter G. L. 3 Mk., efter F. L. 6 Ører, af hans Gods, men det Overskydende deltes mellem ham og Kongen. I dette Tilfælde skulde dog Arven først henstaa i Vedkommendes Forvaring efter G. L. i 3 Vintre, efter F. L. 12 Maaneder, for det Tilfælde at nogen lovlig Arving skulde melde sig. Det samme gjældte, hvor Hustruen døde i sin Mands Hus uden bekjendte Arvinger (G. L. 108–113, F. L. IX. 5).

Efter Frigivne og deres Afkom, som ikke efterlod frie Slægtninger inden visse Led, tog den forrige Herre eller hans Afkom indtil 9de Led Arven (G. L. 106, F. L. IX. 11). Var 2 Trællebørn opfostrede sammen og efter sin Frigivelse havde vedblevet at være Stalbrødre, arvede de hinanden, hvis den Afdøde ikke havde gjort sit Frelsesøl, ubetinget;

  1. En sá maðr er gestfeðri réttr, er hérlendskr er Noregs maðr, ok eru allir deyðir hans ættmenn, er í erfðum eru taldir við hann.
  2. Ef maðr tekr mann á hønd sér at ljúfu ok at leiðu, ok fœðir hann til brands ok til báls.